Renovering og/eller ombygning 

Såfremt at du som ejer af en lejlighed ønsker at renovere/ombygge lejligheden, står dette dig frit for, da den indvendige vedligeholdelse påhviler dig som ejer.

Renovering i form af f.eks. udskiftning af elkabler, malerarbejder og mindre ombygninger kræver ikke bestyrelsesgodkendelse - alle ombygninger skal dog overholde det til en hver tid gældende bygningsreglement.

Desuden skal de nødvendige myndighedsgodkendelser fra Københanvs Kommune altid indhentes. Dem kan du læse mere om hos Københavns Kommune.

Hvornår skal bestyrelsen inddrages?

Renoverer du køkken eller bad skal bestyrelsen altid varsles, så vi ved, hvor der kan være øget risiko for fx vandskade. Vi kan også oplyse om eventuelt kommende renoveringsarbejde i din opgang som det kan være en fordel for dig at kende til. Vi kan som regel også hjælpe med andre råd og hensyn.

Bestyrelsen skal inddrages tidligt i processen såfremt, du planlægger at ændre på bærende konstruktioner eller på foreningens installationer, herunder stigstrenge i køkken og bad, faldstammer og stigstrenge til radiatorer.

Såfremt at din renovering får betydning for din nabo/overbo/underbo så husk at starte dialog og varsle omkring dette i rigtig god tid. Det sikrer, at alle parter er indforstået med projektet og ikke mindst at den/de berørte naboer ved hvad renoveringen får af betydning for netop dem.

Læs de gældende varslingsregler.

Læs mere om ejers forpligtigelser i foreningens vedtægter § 23 og § 24.

Byggeaffald

Når du laver en mindre renovering som fx at fjerne en dør eller lignende, kan du sætte den gamle dør i storskraldsrummet i den store gård. Er det en større renovering, har du pligt til selv at bortskaffe byggeaffaldet forsvarligt. Det vil som oftest sige, at du skal bringe det til en af Københavns Kommunes genbrugspladser. Det er ikke tilladt eller i orden, at du fylder storskraldsrummet eller almindelige containere.

Drejer byggeaffaldet sig om: Gips, Brokker af mursten, tagsten, beton og lignende, Sanitetsudstyr (f.eks. toilet, håndvask) eller Jord/sten/grus skal det ALTID bringes til en genbrugsplads.

OPRYDNING/RENGØRING

Det er umuligt at undgå støv og affald, når der renoveres. Så der skal selvfølgelig gøres rent dagligt, så opgang og fællesarealer er ryddelige og rene. Dette både af hensyn til andre ejere i opgangen, og foreningens trappevask. Sidstnævnte er ikke hyret til at rengøre efter enkelte ejeres byggestøv. Bliver der ikke rengjort dagligt, vil en regning for ekstra rengøring blive sendt til ejer.

ADGANG for eksterne håndværkere

Tit er det nødvendigt for en håndværker at få adgang til opgang og lejlighed uden ejer selv er hjemme. Vi har oplevet at nogle håndværkere opsætter nøgleboks på foreningens murværk eller dørkarm. Dette er på ingen måde i orden, da det ødelægger bygningsdele. Sker dette, vil ejer bliver opkrævet for udbedring. Så få istedet lavet en ekstra nøgle i god tid eller spørg din nabo om de kan hjælpe.

Opgangsdørene har alle monteret en krog til at holde døren åben, når dette måtte være nødvendigt. Hvis en håndværker sparker en kile eller lignende ind, som beskadiger gummilisten i bunden af døren, vil udbedring af dette også blive opkrævet ejer.

Afmelding af gas

Nogle ejer vælger at skifte fra gas til el til kogeplade og/eller ovn. Afkobling fra gasrøret skal foretages af autoriseret VVS. Denne vil også vide, hvad der skal gøres derfra i forhold til at få afmeldt hos HOFOR.

Hvis der ønskes induktion, kræver det ofte, at der er elfaser nok i opgangen. Der findes ikke en oversigt over dette i hver enkelt opgang, så ejer må allierede sig med en autoriseret elektriker i forhold til at få vurderet hvorvidt der er strøm nok - og såfremt ikke, hvordan dette kan løses.