Der er sommerlukket for varmen

Vi følger i foreningen HOFORs anbefalinger om at sommerlukke for varmen i midten af maj. Derfor blev der lukket for varmen 21. maj. Læs mere på sommerluk.dk

At den sidste del af maj måned i år så har været historisk kold, giver lidt udfordringer for nogle af jer, hvilket selvfølgelig ikke er hensigten med at lukke ned for varmeanlægget hverken fra vores eller HOFORs side.

Der er meldt varmefront på vej på den anden side af weekenden, hvilket vi håber løser tingene, så vi kan få rigtig sommer og masser af naturlig varme. Hvis ikke det sker, vil vi selvfølgelig vurdere, hvad vi kan gøre.

Nyt fra bestyrelsen - Maj 2015

Mangler du din cykel?

I starten af maj fjernede vi efterladte cykler i gårde og kældre. Er din cykel væk og kan du se, den står sammen de herreløse cykler, så kontakt bestyrelsen for at få den låst op. Og husk så at få en strip på til næste gang ;-)

Indbrud i kælderrum; hold dørene lukkede!

Efter en række udspekulerede indbrud i kældderrum forskellige steder i ejendommen, er vi nødt til at indskærpe, at dørene ind i ejendommen altid holdes lukkede. Er der problemer med en dør, så skriv til os i bestyrelsen, så vi kan få det fikset.

Vi må hjælpe hinanden med at gøre det sikkert at bo i foreningen.

Tilbud på udskiftning af toilet

For to år siden, var der en attraktiv mulighed for at få udskiftet sit gamle toilet med et moderne 2-skylstoilet. Det var HOFOR, der stod bag denne kampagne. På opfordring fra flere ejere, er vi i gang med at indhente et samlet tilbud på udskiftning af toiletter, i håb om at opnå en samlerabat.

Fordelen ved et nyt toilet er et markant mindre vandforbrug og for nogen også en bedre oplevelse af en tur på tronen :-) Er du interesseret i en udskiftning, så skriv til os.

Skiftet til Fiberby

Vi har gennemført skiftet til Fiberby, og hører, at det på mange punkter er blevet bedre. Dejligt. Nogle har også skrevet om udsving på hastigheden henover døgnet. Det er sendt videre til Fiberby, der optimerer på forbindelsen.

Træt af duer?

Foråret betyder liv - også i duerederne. Da både duer og andre fugle fører forskellige dårlige ting med sig (forstyrrende lyde, redebyggeri, fuglelort på vinduer og altaner), minder vi om, at det ikke er tilladt at fodre fugle. Det giver problemer, og Amager fælled tilbyder masser af orme og andet godt, som fuglene fint kan leve af.

Er du generet af duer eller andre fugle, så skriv til os, da vi gerne vil have en idé om omfanget og eventuelt behov for at få en duefænger kaldt ud.

Få en email med nyt

Vil du have Nyt fra bestyrelsen og andre vigtige informationer på email, så tilmeld dig i boksen til højre her: www.frankrigshuse.dk/meddelelser

 

Overgang til Fiberby [OPD. 30/4]

OPDATERING pr. 30/4

Så er overflytningen til Fiberby gennemført og det er gået rigtig fint. Der er lagt et orienterede brev i alle postkasser. Hvis du ønsker brevet digitalt pr. mail, så send en mail til bestyrelsen.

Over de næste uger, vil forbindelsen blive optimeret, så hastigheden passer. Det kan tage lidt tid, så vær tålmodig.

Nogle trådløse routere (såkaldte b og g routere) vil ikke kunne levere 100 mbit trådløst, så laver du en hastighedstest, skal det foregå med kablet direkte fra stikket i væggen, for at vise den reelle hastighed.

Vil du indkøbe en ny router, anbefales det at købe minimum en n-type med dual band. Se fx den Fiberby tilbyder til 500,- længere nede.

__

På onsdag d. 29. april skifter vi kablerne rundt, så internetforbindelsen leveres fra Fiberby.

Det betyder, at alle lejligheder skal forvente nedetid mellem kl. 10 og 16. Vi opdaterer her, når indgrebet er gennemført og alt er godt.

Overgangen til Fiberby giver et par muligheder og ting, du skal være opmærksom på:

Emailadresser og telefoni fra Cirque lukker

Har du haft emailadresse fra Cirque, vil denne ikke være tilgængelig efter 1/5 2015
Vi henviser til de gratis tjenester hos fx gMail eller Hotmail.

Som vi har orienteret om tidligere, så lukker det interne fastnettelefonnetværk også i forbindelse med overgangen. Vi håber alle, der vil beholde deres nummer, har fået flyttet til en ny udbyder, ellers anbefaler vi at tage fat i Cirque for at afklare, hvilke muligheder I har.

Alle internetabonnementer hos Cirque opsiges naturligvis automatisk.

Køb en trådløs router for 500,-

Fiberby tilbyder i forbindelse med overgangen, at alle ejere kan købe en prækonfigureret router for 500,- (normalt 700,-). Det er en let løsning, hvis du ikke har en trådløs router og ønsker én, eller den du har trænger til en udskiftning. Fiberby konfigurerer routeren, så det blot er at sætte den til, så kører det.

Modellen hedder: TP Link N750 TL WDR4300 Dual band og ser sådan her ud:

Vi arrangerer, at routeren kan hentes hos viceværten. Ønsker du at købe en router, så skriv til bestyrelsen@frankrigshuse.dk

Vi klarer det hele

Selve skiftet af kabler osv. foregår på forenings side af netværket og vi optimerer det eksisterende netværk til at kunne håndtere den højere hastighed. 

Der skal altså ikke trækkes kabler, ændres stik eller lignende i de enkelte lejligheder.

Fri internet til alle i 14 dage

Overgangen til Fiberby kommer til at fungere ved, at der åbnes op for internet til alle lejligheder, så der er en mulighed for at prøve forbindelsen af, hvis man ønsker det.

Alle lejligheder modtager information omkring tilmelding til Fiberby i postkassen i slutningen af denne uge. Det er gratis at tilmelde sig i overgangsperioden på de 14 dage.

Efter d. 14. maj koster det 250,- at tilmelde sig.

Giver noget af ovenstående anledning til spørgsmål, så skriv til os.