Skru fuldt op for radiatoren inden mandag 5. oktober

Vi tænder for varmen på mandag den 5. oktober.

Udetemperaturen er nemlig nu faldet generelt, så det er rart at have muligheden for at sætte varme på.

Erfaringen fra tidligere år viser, at opstarten kan være lidt udfordrende, da det er mange liter vand, der skal cirkuleres i systemet for at varmen når ud til alle lejligheder. Dette har vi en mulig løsning på, som kræver din hjælp:

Inden mandag morgen, skal åbne helt op for termostaten på alle radioatorer i lejligheden (gør det bare nu, hvis du er hjemme). Det vil sikre maksimalt flow i rørene fra varmestart mandag og dermed mest mulig varme rundt i alle lejligheder.

Mandag aften eller tirsdag morgen kan du skrue ned/slukke for varmen igen, da det altså er opstarten i løbet af mandag, der er afgørende for at få en god start på varmesæsonen.

I løbet af efteråret udskifter vi også varmestyringen i Blok 2, hvilket vi forventer hjælper yderligere på at skabe god komfort i lejlighederne vinteren igennem (varmestyringen blev skiftet i Blok 1 sidste år).

NYT FRA BESTYRELSEN - SEPTEMBER 2020

GENERALFORSAMLING 2020

Tak for flot fremmøde til generalforsamlingen i august. Det var godt at se både garvede og nye ejere, og i bestyrelsen er vi glade for at se og mærke engagementet.

Vi kan rapportere, at det blev vedtaget at TV-signalet overgår til Yousee. Det kommer til at ske fra nytår og der følger mere information i november. Dertil blev individuelle vandmålere vedtaget. Fuldt referat på hjemmesiden i løbet af september.

INDIVIDUELLE VANDMÅLERE

Alle lejligheder skal inden 1. april 2021 have installeret vandmålere. Står du allerede nu overfor at renovere dit køkken/badeværelse, kan du kontakte bestyrelsen for at få udleveret vandmålere. Det vil give god mening at montere dem i samme omgang, fremfor at skulle gøre det efterfølgende.

STATUS PÅ UDSKIFTNING AF VANDRØR I KÆLDER

Vi er i fuld gang med udskiftning af vandrør i kælderen i Blok 2. Arbejdet forløber planmæssigt på trods af noget gammel asbest isolering har giver lidt udfordringer. Da VVS’erne har optimeret på arbejdet betyder det, at det nu kun er FG 19 - 27 og FH 1-3 hvor vandet vil være lukket i dagtimerne, indtil projektet er afsluttet.

KØLIGERE ÅRSTID PÅ VEJ

Det ser ud til at sommeren er slut for denne gang. Vi holder øje med temperaturniveauet og tænder for varmen når efteråret for alvor sætter ind.

Hjælp med temperaturen ved at holde vinduer i opgangen lukkede. Trænger der til en udluftning, så husk også at få lukket igen, så det ikke trækker ind i hele opgangen og videre ind i lejlighederne. Lukkede vinduer sikrer også, at en frisk efterårsstorm ikke har noget at få fat i.

Går du med tanker om at skifte radiator og/eller efterisolere er det også nu det virkelig giver effekt - og det er meget lettere at udføre, når der ikke er varme på.

Læs mere på: frankrigshuse.dk/varme

FOKUS PÅ SORTERING: BYGGEMATERIALER

Gipsplader, murbrokker, gammelt køkken, hårde hvidevarer og andre effekter, der er tilovers fra ombygning/renovering har ejer selv ansvar for at få transporteret til nærmeste genbrugsstation.

Stilles sådanne effekter i storskraldsrummet, opkræver foreningen et gebyr for bortskaffelse.

Opdatering på udskiftning af vandrør i Blok 2

VestVVS er godt i gang og er nu ved at have overblik over opgaven med udskiftning af vandrør i kældrene.

De har sat nogle ekstra afspærringsventiler ind, hvilket betyder, at der ikke behøves lukkes for hele bygningen i hele perioden.

Lukningen af vandet i dagtimerne, på hverdage vil nu ske efter følgende plan:

FH 5, 7 og 9 til og med 4. september
FH 1-3 og FG 19-27 fra den 7. september til og med 25. september

Der tages selvfølgelig forbehold for udforudsete situationer, men generne bliver mindre for alle.

Tørring af tøj i kældrene bandlyst

Vi gør endvidere opmærksom på, at det ikke er muligt at tørre tøj i kælderen i perioden, da håndværkerne skal have fri adgang til alle rørføringer. Altså teknisk kan tøj godt hænges op, men det er bliver på eget ansvar og risikerer at blive flyttet af tilsmudsede VVS-fingre.

Så brug tørreloftet eller anden løsning til og med 25. september.

Husk generalforsamling på torsdag 20. august

Grundet den specielle situation med corona, er dette års ordinære generalforsamling nu endelig oprinden.

Som du nok har set i indkaldelsen, er der en del forslag på dagsordenen: Bestyrelsens forslag om individuelle vandmålere og ændring af den måde opkrævning af TV foregår på. Dertil en række forslag fra andre ejere, herunder ændringer i vedtægterne.

Som altid håber vi på stor opbakning til generalforsamlingen - enten via fremmøde eller fuldmagt, så afstemning om forslagene repræsenterer så stor del af foreningens ejere som muligt.

Generalforsamlingen giver som altid mulighed for at diskutere de fremsatte forslag, stille spørgsmål og få svar fra bestyrelsen og andre ejere. Så er du i tvivl om nogle af forslagene, kan vi kun opfordre til at deltage på torsdag, så der sikres bedst muligt informationsgrundlag for stemmeafgivelse.

Hvis deltagelse ikke er muligt, kan en åben fuldmagt gives til en nabo eller anden myndig person, der kan deltage på generalforsamlingen i ejers sted (dette kan være relevant ved fx forældrekøb eller bortrejst ejer). Skabelon til fuldmagt fremgår i indkaldelsen.

Er deltagelse umulig og kender du ikke nogen, der kan repræsentere dig på generalforsamlingen (fx en nabo eller én anden du kender i foreningen), er det muligt at afgive en bundet fuldmagt (brevstemme).

Dette bør være sidste løsningsmulighed, men i bestyrelsens øjne bedre end ikke at deltage i afstemningen.

Ønsker du at afgive bunden fuldmagt, så kontakt bestyrelsen via email for en skabelon der kan udfyldes.

Såfremt du har spørgsmål til generalforsamlingen, fuldmagter eller de fremsendte forslag, er du også altid velkommen til at kontakte bestyrelsen: frankrigshuse.dk/kontakt

Møl i lejlighederne

Nogle ejere har problemer med møl, så hermed hjælp til selvhjælp. Der er mange arter af møl, men oftest er problemerne med møl i fødevarer, så her kommer en guide til generel forebyggelse og bekæmpelse:

Forebyggelse

  • Sørg for god rengøring og fjern straks madrester.

  • Aftørring af flader og bunden af skabe og skuffer med eddike er god forebyggelse.

  • Put mel og gryn i tætlukkende beholdere - de papirsposer fx mel kommer i, er uegnede til beskyttelse.

  • Fryseposer af plast ser også ud til at være for lidt - brug to poser eller en beholder af tykkere plast eller glas.

Bekæmpelse

  • Smid alle madvarer ud, hvor der er larver. Det er ikke farligt at spise en møllarve, men det er heller ikke særlig appetitligt.

  • Gør skabe og skuffer rene, så der ikke ligger madrester.

  • Tjek de små "hyldehuller" i siderne af (køkken)skabene - sæt evt. en stribe tape henover hullerne, så larverne ikke kan komme ud, hvis de er derinde.

Hvem har ansvaret

Det er ejers eget ansvar at sørge for at forebygge møl og bekæmpe dem, såfremt de alligevel kommer ind i lejligheden. Foreningen betaler ikke for mølbehandling, da det kan forebygges med god hygiejne og enkle råd.

Snak med din nabo

Vi opfordrer til at ejere går i dialog om mølproblemerne i opgangen. Det kan være ved opslag eller ved at mødes i fx gården, for at fastlægge omfang og drøfte indsats.

Fællesarealer tjekkes

Foreningen sørger for at få undersøgt fællesarealerne for grobund for møl og eventuel behandling i august/september.

Ovenstående information er ligeledes opsat i samtlige opgange.


Vi er i gang med at samle yderligere information på: frankrigshuse.dk/skadedyr

- vil du hjælpe med at få siden udbygget hurtigere, så kontakt bestyrelsen.