NYT FRA BESTYRELSEN - JANUAR 2021

STATUS FOR YOUSEE

Der er fortsat åbent for gratis fuldpakke for alle ejere, mens vi afventer  infobrev fra YouSee, hvor hver ejer skal vælge TV-pakke. Reagerer ejer ikke på brevet fra YouSee, stopper signalet ved udgangen af måneden.

KÆLDERDØRE ER FIKSET: HJÆLP MED AT HOLDE LUKKET

Vi har fået påtale fra vores forsikringsselskab om at kælderdøre og mellemdøre skal holdes lukket. Vi har derfor fået gennemgået alle kælderdøre, så de lukker ordentligt, og håber vi alle kan hjælpe hinanden med at sikre at dørene er lukket og for yderdørenes vedkommende også låst (mellemdøre i kældre skal ikke låse).

FLERE TILTAG FOR CYKLER + AFFALD

I gården ved Blok 1, har vi fået etableret en cykelholder til reparation/vask og cykelpumpe. Der er nu også flere cykelstativer ved gårdmuren. 

Dertil er der sat nye skraldespande op ved pizzaria og kiosk. De er større end de gamle og fuglene skulle ikke så nemt kunne pille affaldet op. Stor tak til Martin fra FH10, der har været så venlig at hjælpe med montering.

UDTJENTE JULETRÆER SÆTTES VED SANDKASSEN

Hvis ikke julen varer helt til påske, kan du sætte dit udtjente juletræ i gården ved sandkassen i den store gård frem til 24. januar, hvorefter vi sørger for at få dem afhentet og omsat til kompost. HUSK det skal være uden pynt og fod.

Efter 24. januar, er du selv ansvarlig for at afskaffe dit juletræ, da det ikke betragtes som hverken storskrald eller almindeligt affald.

INDIVIDUELLE VANDMÅLERE OG LUKKET FOR VANDET

Vest VVS har desværre rigtig travlt, så vi afventer stadig et tilbud, vi kan præsentere. De går dog i gang med at montere vandmålere i kælderrum, hvilket sker 5. januar. 

Der vil være kortvarigt lukket for vandet 5. januar i: FH4, 8, 12, 14, 16 og FH20

FOKUS PÅ SORTERING: ELEKTRONIK

Er en mindre elektronisk dims som en kogekande, hårtørrer eller lampe udtjent, så skal den i småt elektronik containeren (orange låg). 

Er det en større ting, som støvsuger, vaskemaskine, TV eller køleskab, skal den i storskraldsrummet. Virker dimsen stadig, kan dba.dk være et fint sted at glæde andre enten ved at sælge billigt eller bortgive.

NYT FRA BESTYRELSEN - DECEMBER 2020

NY AFTALE MED YOUSEE

Som vedtaget på generalforsamlingen, skifter vi aftale med Yousee 1. januar 2021, så det bliver enklere for foreningen og afregning sker direkte med Yousee fremover. 

For mere information se specifikt opslag fra 17. november på hjemmesiden.

Vi samler løbende informationerne på: frankrigshuse.dk/tv-signal

INSTALLATION AF INDIVIDUELLE VANDMÅLERE

Vi arbejder på at kunne præsentere et tilbud på montering af vandmålere, som vil være en mulighed for hver ejer at benytte sig af. Vi forventer at der kommer nærmere information ud i december, hvorefter man skal tilmelde sig monteringen. 

Ønsker man selv at stå for montering, er det helt OK, så længe installationen udføres af autoriseret fagperson og inden 1. april 2021. I så fald kan målere udleveres ved at skrive til bestyrelsen. Særskilt opslag følger.

TILFØJ BESTYRELSEN SOM EMAILKONTAKT

Vi oplever, at ejere ikke modtager emails om varslinger og andre vigtige informationer sendt fra bestyrelsen (de går i spam eller når ikke frem). Det er rigtig ærgerligt.

Så vi beder dig tilføje bestyrelsen som en “kontakt” eller “godkendt afsender” i din mail-app eller mailprogram. Emailadressen er: bestyrelsen@frankrigshuse.dk

RUKO ERKENDER FEJL I LÅSESYSTEMET

Vi har bøvlet med låsecylindere i gadedørene, der hurtigt er blevet slidt/defekt, og har haft en langvarig dialog med Ruko. De står nu ved, at der er en fejl i systemet, og har lovet at komme med en holdbar løsning. 

VI håber dette kommer på plads i første halvdel af 2021, så vi kan få velfungerende låse i hele ejendommen, da det er irriterende for både os og de berørte ejere.

GLÆDELIG HØJTID

Bestyrelsen ønsker alle i foreningen en glædelig højtid og et godt nytår. Vi skruer ned for aktiviteten i slutningen af december og vender stærkt tilbage i januar 2021.

FOKUS PÅ SORTERING: GAVEPAPIR & GAVEBÅND

Gavepapir må gerne komme i papircontaineren. Gavebånd skal til gengæld i restaffald. Er bånd og papir blevet viklet ind i hinanden, skal det hele i restaffald.

Ny aftale med Yousee

Som vedtaget på generalforsamling 2020, skifter vi per 1. januar til en ny aftale med Yousee. Aftalen betyder, at kundeforhold og afregning fremover går direkte igennem Yousee.

Grundet travlhed hos Yousee, vil information fra Yousee først komme i slutningen af januar 2021. Aftalen træder stadig i kraft 1/1, hvilket kan være lidt forvirrende. Så vi prøver her at skabe overblik:

1. DECEMBER 2020

Som kompensation for forsinkelsen, åbner Yousee op for Fuldpakken til alle lejligheder i foreningen indtil den nye aftale er teknisk implementeret.

SLUTNINGEN AF JANUAR 2021

Alle ejere modtager information fra Yousee om de nye muligheder direkte i postkassen. Herfra er der 14 dage til at vælge løsning (vejledning i at tilmelde sig fremgår af materialet).

STARTEN AF FEBRUAR 2021

Alle der har valgt en løsning fra Yousee overgår fra Fuldpakken til den ønskede løsning. Har man ikke aktivt valgt noget, stopper signalet fra Yousee.

OPKRÆVNING

Ejere der får signal fra Yousee i dag, får sidste opkrævning via betalingsservice fra foreningen i december. Vælger man ikke aktivt en ny løsning fra Yousee, vil man reelt blive opsagt per 31/12 2020 - selvfølgelig uden omkostninger/gebyr.

Vælger man (i slutningen af januar) en løsning fra Yousee, vil denne blive opkrævet direkte fra Yousee med tilbagevirkende kraft fra 1/1 2021 og frem.

Som hidtil, vil der selvfølgelig stadig ikke være krav om, at man har TV-pakke i vores ejerforening. De nye muligheder fra Yousee, er måske det rigtige for nogen, hvor andre er mere til streaming eller ingenting. Vælg dét, der passer for dig.

NYE PRISER PER 1/1 2021

Grundpakke: 251,88 kr./md.

Mellempakke: 456,89 kr./md.

Fuldpakken: 580,85 kr./md.

Bland Selv 10: 190 kr./md.

Bland Selv 20: 250 kr./md.

Bland Selv 36: 310 kr./md.

KORT SAGT: AFVENT BREV OG SE NOGET FLIMMER

Meldingen fra os i bestyrelsen er, at du nu blot skal nyde de ekstra kanaler fra 1. december og afvente skriftlig information fra Yousee i slutningen af januar. Når du får brevet, kan du vælge løsning, hvis du ønsker en leverance fra Yousee. Vælger du ikke noget, ophører dit abonnement med Yousee automatisk og uden opsigelsesgebyr per 31/12 2020.

Som altid samler vi informationerne på: frankrigshuse.dk/tv-signal

Giver ovenstående anledning til spørgsmål, så skriv til os i bestyrelsen.

PS. I januar afholder Yousee et informationsarrangement i Youseebutikken i Amagercentret. Det bliver i slutningen af januar, og når vi får datoen, melder vi den ud.

NYT FRA BESTYRELSEN - NOVEMBER 2020

OPGRADERING AF VARMESTYRING I BLOK 2

Vi har udskiftet varmestyringen i Blok 2 (FH1-9 og FG19-27), som forberedelse til varmesæsonen. Vi forventer det giver bedre varmeregulering, når vinteren kommer.

OPRYDNING I FÆLLESVÆRKSTED

Vi har et fint fællesværksted i FH5, som alle ejere er velkomne til at bruge. Der er dog en tendens til, at genstande bliver efterladt/glemt i værkstedet. Som angivet på døren til værkstedet, er værkstedet ikke til opbevaring

Effekter, der er efterlades, vil blive smidt ud. Og kan effekternes ejermand spores, opkræves det vedtagne gebyr for bortskaffelse naturligvis, så foreningens kasse ikke betaler for at rydde op for andre.

Læs mere om værkstedet: frankrigshuse.dk/vaerkstedet

UDFORDRINGER MED MØL: TJEK DIT LOFTSRUM

Vi har anbefalet indsats for møl via opslag og på: frankrigshuse.dk/skadedyr

Vi har nu talt med en skadedyrsbekæmper, der anbefaler alle ejere at gennemgå eget loftrum for møl, da vi har mistanke om, at der kan være en mølrede.

Finder du møl i dit loftsrum, så orientér os i bestyrelsen. Det er stadig ejers eget ansvar at få bugt med bæsterne, men vi ønsker at vide, hvad der bliver fundet.

Finder vi ikke problemet, skal der muligvis en indgribende skadedyrsbekæmpelse i gang, som i værste tilfælde vil kræve at alle loftrum skal tømmes/inspiceres. Såfremt vi når dertil, og ét loftsrum er årsag til møl, vil omkostningerne skulle betales af ejeren af loftrummet. Og det ønsker vi da bestemt at undgå.

Så: Tjek dit loftsrum i november.

MULIGHED FOR AT OPRETTE VASKEKLUB I FH5

Der er et ledigt kælderrum med vand og strøm ledigt under FH5. Har du mod på at starte en vaskeklub, så skriv til bestyrelsen for flere detaljer.

FOKUS PÅ SORTERING: KARTONER

Mælkekartoner, juicekartoner, juicebrikker og andre kartoner, der har været saft og drikke i, skal sorteres som restaffald. Har kartonen et skruelåg af plastik, kan selve låget puttes i plastikcontaineren. Resten af kartonen skal i restaffald.


Polering af trapper starter onsdag 14. oktober

Vi minder om, at der poleres trappebelægning over de næste uger efter følgende plan:

14. oktober: FH 2-10
15. oktober: FH 12-22
21. oktober: FG 19-29 + FH 1
22. oktober: FG 31 + FH 5-9 (FH 3 afventer grundet udskiftning af stigstrenge).

Den pågældende dag, skal du tage din dørmåtte ind i lejligheden om morgenen (eller aftenen før).

Trapperne må ikke betrædes i 1 time efter behandling, så vi opfordrer til at planlægge ind- og udgang af lejligheden til at være fleksibel i forhold til hvornår der poleres i egen opgang.

Det virkelig vigtigt, at dette respekteres, da investeringen i polering ellers er spildt.