NYT FRA BESTYRELSEN - APRIL 2022

FØLG DIT FORBRUG

Som skrevet på hjemmesiden i marts er alle nu inviteret til at oprette login hos Techem, så man kan følge det daglige forbrug af vand og varme.

Har du ikke modtaget mail med invitation nu (og du er ejer af lejligheden) så skriv til bestyrelsen, så vi kan hjælpe.

Læs mere på: frankrigshuse.dk/forbrugsapp

PÅMINDELSE OM CYKELOPRYDNING

Husk, at vi har sat gang i den årlige cykeloprydning. Der er derfor sat tape på alle cykler, barnevogne og andet med hjul.

Tapen skal fjernes senest 7. april, hvis du bruger køretøjet. Derefter bliver køretøjer med tape sendt til hittegods.

HAVEAFFALDSBEHOLDERE ER TILBAGE 

Nu hvor foråret er retur, og vi kan komme i haven og ud på altanerne igen, kommer beholderne til haveaffald også tilbage til begge gårde. 

Husk, at jord ikke må komme i beholderne. Det kan i stedet spredes i plantebedene i gårdene.

HUSK GENERALFORSAMLING

Vi holder generalforsamling torsdag den 19. maj. Officiel indkaldelse inklusiv dagsorden følger, og bliver sendt ud til alle ejere via mail.

Vær opmærksom på, at vi i år holder generalforsamling på Loftet på Øresundsvej. De praktiske informationer om tid og sted vil selvfølgelig også fremgå af indkaldelsen.

SORTERINGSTIP: GLAS (MED LÅG)

Glas og flasker med og uden låg afleveres i glascontaineren. Glas skal være skyllede, men behøver ikke være rengjort. 

Vi har flere glascontainere i hver gård, og ellers er der større glascontainere ved Amagercentret og Fakta. Vis hensyn og brug for så vidt muligt kun containerne mens det er lyst, så det ikke vækker dem, der går tidligt i seng (eller sover lidt længere).

FØLG DIT FORBRUG AF VAND OG VARME

I 2021 fik vi installeret fjernaflæste vandmålere i alle lejligheder. Vi havde allerede fjernaflæste varmemålere, så nu åbner vi for muligheden for at følge eget forbrug af vand og varme fra dag til dag.

Vores målerfirma Techem tilbyder både en hjemmeside (app.techem.dk) og en smartphone app, hvor det er muligt at følge forbrug, sammenligne med tidligere periode, se forbrug i forhold til ejendommens gennemsnit, sætte en forbrugsalarm osv.

INVITATION I MARTS (VIA EMAIL)

I løbet af marts 2022 bliver alle ejere inviteret via email med link til oprettelse i Techems system. Mailen kommer fra Techem, så hold øje med din indbakke (og spam-mappe). 

Vi forventer alle ejere er inviteret senest 31. marts.

Invitationen sendes til ejeren af hver lejlighed på den mailadresse, der er registreret hos Øens Ejendomsadministration. Har du ikke givet din email, eller har du fået ny, så husk at orientere vores administrator. 

Er du lejer, så skal du tage fat i udlejer/ejer af lejligheden, for at aftale adgang til forbrugsoversigten (der kan tilknyttes ét login til hver lejlighed, så skal både ejer og lejer have adgang, skal I dele logininformation med hinanden).

Har du som ejer ikke modtaget en invitation 31. marts, så skriv til bestyrelsen, så vi kan hjælpe med at få dig oprettet.

USTABILE DATA I STARTEN

Fordi det er nyt, at vi har målere i hele foreningen, kan sammenligningsdata med fx sidste år være misvisende, da det bygger på et sparsomt datagrundlag. Det bliver bedre med tiden, når vi får flere data (= der går mere tid).

TIPS OG (SPARE)TRICKS

Når alle ejere er inviteret og er kommet i gang med systemet, hører vi gerne hvordan du bruger informationerne i hverdagen. Send gode idéer, spørgsmål og tips til bestyrelsen på: bestyrelsen@frankrigshuse.dk så samler vi det hele på hjemmesiden, til inspiration og hjælp for alle i foreningen.

Vi håber, at denne nye mulighed kommer til at give en bedre fornemmelse for det daglige forbrug, og dermed færre overraskelser, når opgørelserne af vand og varme kommer. Vi håber også, at det kan medvirke til, at vi som ejendom kan sænke forbruget generelt og på den måde hjælpe med at strække ressourcer.

NYT FRA BESTYRELSEN - MARTS 2022

NY VICEVÆRT

Vi får ny vicevært, JR Servicefirma, som starter op d. 1. marts. De varetager vores viceværtsopgaver, mens den tidligere foreningsvicevært stadig passer vores udendørsarealer. Vores nye vicevært hedder Mulla, tag godt imod ham.

Kontakt til vicevært går stadig igennem bestyrelsen eller via telefon. Ser du noget, som viceværten skal tage sig af, så skriv til os på: bestyrelsen@frankrigshuse.dk

CYKELOPRYDNING

Det er blevet tid til den årlige cykeloprydning, så der bliver mere plads i kældre og gårde.  Alle cykler, barnevogne og andet med hjul har fået påsat et stykke tape, som man skal fjerne, hvis køretøjet er i brug. Sidder tapen stadig på den 7. april 2022, bliver køretøjet fjernet og sendt til hittegods.

HAR DU GRØNNE FINGRE? SÅ KAN VI BRUGE DIN HJÆLP!

Vi har etableret nye højbede i gården ved Blok 1, og vi har i den forbindelse brug for beboerhjælp. 

Vi forestiller os højbede med nytteplanter, krydderurter og lignende, og har brug for et par stykker fra foreningen, der vil tage stilling til, hvad der skal plantes, derefter plante det ud, og også holde det ved lige efterfølgende. Foreningen betaler selvfølgelig for alle materialer. Har du grønne fingre, og kunne du tænke dig at hjælpe os med højbedene, så skriv til os på: bestyrelsen@frankrigshuse.dk 

BIOPOSEGATE

Vi oplever, at der kan være udfordringer med at nogle af bioposerne til madaffald er blevet for gamle, og at de dermed sprækker eller andet. Smid dem ud og hent nye på værkstedet, hvis det er tilfældet. Du kan også bruge dobbelt pose.  Husk også, at du kun må benytte de grønne poser til madaffald.

SORTERINGSTIP: PORCELÆN

Porcelæn, keramik og stentøj, der er i god stand, kan stilles i byttehjørnet i storskraldsrummet til glæde for andre. 

Drejer det sig om en tallerken eller kop, der er gået i stykker, skal den emballeres forsvarligt og puttes i restaffald.