Rensning af udluftningskanaler i alle lejligheder

På årets generalforsamling blev det besluttet, at alle udluftningskanaler i bygningen skal renses. Arbejdet har vi nu fået planlagt med firmaet Ventilux og nedenfor finder du information om, hvornår arbejdet foregår hos dig, og hvad du skal sørge for.

Hvad skal der ske?

I hver lejlighed, skal udluftningskanalen i køkkenet og bad renses. Udluftningskanalerne er normalt et firkantet hul ved loftet, hvorfra der er en skakt/kanal hele vejen op til taget. 

I nogle lejligheder er der sat en rist eller ventilator i hullet. Er der nedsænket loft, er kanalen givetvis skjult bag dette.

Udluftningskanal badeværelse

Udluftningskanal køkken

Hvornår udføres arbejdet?

Ventilux arbejder i tidsrummet fra 8 - 15 på de nedenstående varslede dage:

Frankrigsgade  19 og 21 – Fredag 29-09-2023

Frankrigsgade 23 og 25 – Mandag 02-10-2023

Frankrigsgade 27 og Frankrigshusene 1 – Tirsdag 03-10-2023

Frankrigshusene 3 og 5 – Onsdag 04-10-2023

Frankrigshusene 7 og 9 – Torsdag 05-10-2023

Frankrigshusene 2 og Frankrigsgade 29 og 31 – Fredag 06-10-2023

Frankrigshusene 4 og 6 – Mandag 09-10-2023

Frankrigshusene 8 og 10 – Tirsdag 10-10-2023

Frankrigshusene 12 og 14 – Onsdag 11-10-2023

Frankrigshusene 16 og 18 – Torsdag 12-10-2023

Frankrigshusene 20 og 22 – Fredag 13-10-2023


Du er ikke hjemme - hvad gør du?

Er du ikke hjemme den dag, der renses i din opgang, kan du aflevere en nøgle til bestyrelsen/viceværten. 

Det gør du ved at sætte en nøglering med tydelig markering af adressen på din nøgle og aflevere den i brevsprækken i kældervinduet, til venstre for indgangen til Frankrigshusene 5. 

Vi får rigtig mange nøgler indleveret, så husk nøgleringen, så vi kan levere din nøgle tilbage. Det er ikke tilstrækkeligt at aflevere nøglen i en kuvert.

Du skal aflevere din nøgle senest kl. 20.00 aftenen inden den dag, der skal renses i din opgang.

Får vi ikke adgang, vil du blive opkrævet gebyr - læs mere under “Hvad koster det”.

Afleverer du din nøgle, vil den blive afleveret i din postkasse, når arbejdet er afsluttet i din opgang.

Hvad skal du sørge for?

Der skal være fri adgang til udluftningskanalen i både bad og køkken. Det vil sige, at der skal være ryddet, så det er muligt at stå på gulvet i det område, hvor udluftningskanalen er i loftet. 

Derudover skal en eventuel rist eller ventilator være afmonteret, så indgangen til kanalen er åben.

Er der monteret ventilator, kan det være nødvendigt at tilkalde en elektriker for at afmontere den. Udgiften til dette arbejde, skal du som ejer selv afholde.

Hvis der er opsat nedsænket loft, og udluftningskanalen dermed er dækket til, vil Ventilux blot registrere det og gå videre til næste kanal/lejlighed. Det er dog vigtigt at Ventilux kommer ind i alle lejligheder, så de kan afgive en samlet rapport over foreningens ventilationskanaler.

Har du en ventilator monteret i dag?

Som det også fremgår af vores hjemmeside, anbefaler vi ikke montering af ventilatorer på udluftningskanalerne. Udluftningskanalerne er designet til naturlig ventilation, og derfor er der hele tiden en naturlig udskiftning af luft. 

Monteres en ventilator ved indgangen til udluftningskanalen, kan denne fungere som en prop og dermed forhindre fri cirkulation af luft og dermed godt indeklima.

Får du afmonteret din ventilator i forbindelse med rensningsarbejdet, anbefaler vi derfor, at du undlader at montere ventilatoren igen bagefter.

Hvad koster det?

Foreningen afholder omkostninger til selve rensningen af alle udluftningskanalerne. 

Du - ejer - afholder omkostninger til eventuel afmontering af ventilator eller andet, der skal til for at skabe adgang til kanalerne i din lejlighed.

Er der ikke adgang til lejligheden på den varslede dag, vil du blive opkrævet følgende:

  • kr. 1000,- for at Ventilux skal komme retur for at rense udluftningskanalerne i din lejlighed på en anden dato

  • kr. 300,- i gebyr til foreningen for manglende adgang (gebyret er besluttet på generalforsamling)

Som ejer vil du dermed blive opkrævet i alt kr. 1300,-, hvis der ikke er adgang som varslet. Så sørg for adgang, på den pågældende dag, og alt er godt.

Hvorfor rense udluftningskanalerne?

Udluftningskanalerne er med til at sikre en naturlig ventilation i lejlighederne, og sikrer et godt indeklima. Udluftningskanalerne er ikke blevet renset i mange år, og de trænger. Du oplever måske allerede, at der falder sort støv eller lignende ned løbende, og det er det, som vi skal have renset ud. Det betyder også, at der efter rensningsarbejdet ikke vil falde støv ned i samme omfang som i dag.

Hvordan udføres arbejdet?

Ventilux skal have adgang til din lejlighed, da udluftningskanalerne renses fra lejligheden og op til taget. Udluftningskanalerne renses ved at sende et roterende børste/rensehoved igennem kanalen, så alt gammelt støv og snavs bankes løs. 

I lejligheden etableres sug på udluftningskanalen, så støv suges ud, og kanalen gøres fri for snavs. Suget skal også forhindre, at der ender støv i lejligheden, men du skal forvente, at der vil være behov for rengøring efter arbejdet, da det ikke er muligt at fange alt støv.

Giver ovenstående anledning til spørgsmål, så skriv til bestyrelsen.