Opkrævning af fællesudgifter
Vi er nu halvanden måned inde i skiftet til vores nye administrator; Øens. Status er, at det går godt og systemerne er ved at være helt på plads.
For nogle af jer, har der været lidt knas med opkrævningen for februar måned. De fleste af jer, har fået overført betalingsaftalen via BetalingsService, hvor der dog for februar har stået Dansk Financias logo på Betalingsoversigten, men adressen og kontoen for modtager har været Øens. Så logoet har været forkert (og det bliver rettet), men pengene er gået det rigtige sted hen.
Vi minder om, at det er hver enkelt ejers ansvar, at få betalt for fællesudgifter til tiden. At BetalingsService plejer at køre, er ikke en gyldig undskyldning for, at pengene ikke når frem i tide. Øens er selvfølgelig fulde af forståelse for eventuelle udfordringer her i overgangsfasen, men tjek lige op på betalingerne, så det hele er som det skal være.
Samarbejdet med Leo ophører
Vi har stoppet samarbejdet med Leo som vicevært, som en del af en større overhaling af, hvilke opgaver, der er i foreningen, og hvor mange vi selv skal løse, og hvad vi med fordel kan købe os til hos eksterne leverandører. Vi arbejder på forskellige løsninger, og melder selvfølgelig ud så snart vi har noget på plads.
Indtil da beder vi om, at alle henvendelser går til bestyrelsen uanset type og beskaffenhed. Vi svarer og tager affære absolut hurtigst muligt. Telefonnummer til viceværten er også stadig aktiv og vil blive besvaret af bestyrelsen.
Vi udskifter dørtelefonskiltene
Dørtelefonerne trænger til en overhaling og ser nogle steder noget medtagede ud. Vi ser meget pragmatisk på denne opgave, og vil helst udskyde udskiftning eller andre større investeringer til det er nødvendigt. I første omgang, har vi derfor besluttet at ændre skiltene på dørtelefonerne til at vise sal og side i stedet for navn.
Det giver større tryghed for dem, der bor alene og sparer en del ressourcer i foreningen til udskiftning (vi udskifter selvfølgelig stadig på postkasserne).
Den største fordel bliver dog et mere ensartet udseende. Udskiftning sker løbende henover foråret. Det betyder også, at vi lige vil minde om, at det ikke er tilladt at klæbe nogle former for klistermærker/skilte på dørtelefonerne.
Generalforsamling d. 26. marts
Vi har sat datoen for den kommende generalforsamling til torsdag den 26. marts. Det bliver kl. 18.30 og på Krunch. Den officielle invitation inklusiv henvisning til relevante dokumenter vil de enkelte ejere modtage senere.
Tænk allerede nu over, om du har punkter til dagsordenen eller vil stille op til bestyrelsen. Hvis enten det ene eller det andet, så skriv gerne til os allerede nu.
Vi glæder os meget til at se jer til generalforsamlingen og ønsker en god februar til alle.
Mange hilsner fra bestyrelsen