NYT FRA BESTYRELSEN - JUNI 2024

TAGPROJEKTSFEJRING!

Vi er godt i gang med første etape af tagprojektet, og alt går planmæssigt. En stor tak til etape 1-beboere for hjælpen med at rydde loftsrum og give adgang. Det er gået som smurt!

Tagsiden er også opdateret: frankrigshuse.dk/tagprojekt

Vi synes, at det nye tag er en fejring værd. Derfor inviteres alle beboere og håndværkere til fejring af vores nye tag torsdag den 20. juni, fra kl. 16-18 i gården ved blok 2. Vi får besøg af en pølsevogn, så kom og vær med til at fejre, at det store projekt er kommet godt i gang.

UDELIVSETIKETTE I GÅRDE, HAVER OG PÅ ALTANER

Det lune vejr er over os, og vi er heldige at have gode udendørsmuligheder. Derfor bringer vi en kærlig opfordring til alle om at huske den gode etikette. 

Vær opmærksom på dine naboer, når du er i din have eller på din altan, vis hensyn overfor de andre i gårdene og husk, at vores husorden også gælder udelivet ift. musik og støj. Vi indskærper, at portene til gårdene altid skal holdes lukkede. Venter du gæster, må du lukke dem ind løbende, så vi mindsker ubudne gæster eller at børn, der leger i gårdene, løber ud på vejen.

INTERNET FRA BAHNHOF

Vi har indgået aftale med svenske Bahnhof om en ny fiberløsning i foreningen, som betyder, at prisen falder til 55,-/måneden og hastigheden stiger til 1000/1000 Mbit. 

Aftalen træder i kraft tirsdag 11. juni, hvor vi får opgraderet foreningens udstyr. Du skal derfor forvente ustabilitet på dagen. Vi opdaterer status på arbejdet på: frankrigshuse.dk/internet

OLIERING AF GADEDØRE

Vores opgangsdøre i gaden skal olieres, så de holder sig pæne. Det står vores vicevært for, og arbejdet går i gang i uge 24, hvis vejret tillader det. Vi sørger for at sætte sedler på dørene, så husk at være forsigtig med fingre og tøj, imens det står på.

TEST AF OPGANGSBELYSNING

Vi skal have ny opgangsbelysning, og FH14 har fungeret som testopgang for tre forskellige typer belysning. Vi har valgt en lampebelysning, som skal sættes op i hele opgangen, og derefter indhenter vi tilbud, så alle opgange kan få ens belysning.