GENERALFORSAMLING: NY DATO
Grundet udviklingen omkring restriktioner, har vi udskudt årets generalforsamling til 22. juni. Vi forventer det bliver kl 19.00 og hos Krunch. Vi arbejder dog stadig på de endelige detaljer, så vi kan sende en officiel invitation ud i løbet af maj.
Vi kan oplyse, at der er plads i bestyrelsen, så har du lyst til at være med til at udvikle foreningen og lære en masse smarte processer, så har du nu muligheden.
PLAN FOR LÅSE I GADEDØRENE
Der er gentagne problemer med låsene i gade-/kælderdøre. Vi har haft en lang dialog med RUKO om systemet og det er nu endt med, at de udskifter alle låse og nøgler.
Vi sparer den tekniske forklaring og kan blot sige, at alle nøgler skal ombyttes og de ejere, der har fået udskiftet lås i egen dør, postkasse osv. ikke behøver få skiftet cylinder. Vi håber at udskiftningen sker i juni, og orienterer nærmere, når vi har fået udformet en plan med RUKO.
VANDMÅLERE INSTALLERET
Vi har nu gennemført installation af vandmålere hos alle, der har reageret på vores information. Vi ser det som en stor milepæl, at vi nu endnu engang får lagt omkostningerne for forbrug over til dem der reelt bruger, ligesom de gennemførte ændringer med YouSee.
Vi er rigtig glade for at det lykkedes at få gennemført og siger tak for opbakningen og tålmodigheden i forbindelse med et lidt hektiske forløb. På generalforsamlingen fortæller vi, hvordan afregning kommer til at ske fremover.
HAVEAFFALDSBEHOLDERNE ER KLAR TIL SÆSONEN
Vi kan igen få afhentet haveaffald, så har du afskårne blomster, grene med videre så kan det afleveres i de to grønne beholdere, der står ved storskraldsrummet ved Blok 1. Husk at det kun er plantedele og ikke jord, der skal i de grønne containere.
FOKUS PÅ SORTERING: PIZZABAKKER
Pizzabakker skal sorteres som restaffald - ikke som pap, som vi ofte ser. Det skyldes at en pizzabakke ikke er “ren” pap, men ofte har ostesnask, tomatsovs og andet organisk materiale, der kan mugne osv.
Bare én pizzabakke i papcontaineren betyder, at hele containeren bliver kasseret. Det samme gælder i øvrigt flamingo, som vi også ofte ser i papcontaineren.