NYT FRA BESTYRELSEN - MAJ 2023

GENERALFORSAMLING 23. MAJ

Det er snart tid til den årlige generalforsamling, og der kommer indkaldelser ud til alle ejere inden længe. Vi glæder os til at se jer og husk at overdrage en fuldmagt til en nabo, hvis du ikke selv kan komme. Så går din stemme ikke tabt.

Overvejer du at blive suppleant til bestyrelsen, så skriv gerne til os for at få mere at vide på: bestyrelsen@frankrigshuse

GÅRDENE BLIVER GJORT FORÅRSKLAR

Vejret er så småt med os, og vores fine gårde er klar til brug. Et nyt bord-/bænkesæt er klar i gården i blok 2, mens der er sat stole op på terrassen i gården ved blok 1. Vi håber, at I vil bruge gårdene og deres udstyr (fællesgrill, sandkassen, bænkesæt, legesager) i sommermånederne. 

Husk blot at vores husorden også gælder udenfor og vis hensyn til dine naboer, så alle kan være med - både hvis du sidder i gården eller på din altan.

STATUS FRA TAGGRUPPEN

Taggruppen er kommet i mål med at vælge en rådgiver til det indledende arbejde med at udskifte foreningens tag. VOPA hjælper os med opgaven, og vi forventer at afholde en ekstraordinær generalforsamling i efteråret 2023 om arbejdet.

Hvis du har lyst til at være med i taggruppen, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til os på bestyrelsen@frankrigshuse.dk.

STATUS PÅ UDSKIFTNING AF SÅLBÆNKE

Vi er næsten færdige med at få udskiftet første hold af sålbænke, og det bliver afsluttet i maj. Den resterende mængde sålbænke, som skal skiftes, vil blive klaret i forbindelse med tagarbejdet.

SPARETIP: HUSK AT AFKALKE

Sørg for at afkalke elkedel og kaffemaskine jævnligt. Kalk i maskinerne får både bryggetid og elforbrug til at stige. Sørg også for at afkalke din opvaskemaskine - den bruger mere strøm og vasker dårligere, hvis varmelegemet er tilkalket. Vandet er særligt hårdt i København, og derfor bør du afkalke to gange om året.