Sommerlukket for varmen 2019

De sidste par år, har vi fulgt HOFORs anbefaling fra www.sommerluk.dk om at lukke for varmen midt i maj, for at nedbringe varmeregningen til glæde for alle ejere i foreningen og også foreningens miljøbelastning.

Eftersom nattemperaturen holder sig oppe, har vi nu lukket for varmen i foreningen.

Hvis det bliver køligt en dag, anbefaler vi selvfølgelig en ekstra trøje.

Når efteråret kommer, holder vi øje med temperaturen, hvorefter varmen vil blive tændt, når det bliver svært at holde en komfortabel temperatur uden.

Ingen tøjtørring i kældrene under FH6-FH22 den næste måned

I forbindelse med udskiftning af vandrørene i kældrene under FH6 til og med FH22, er der brug for fri adgang til rør og lofter, hvilket betyder, at der ikke kan tørres tøj i kældrene indtil og med 7. juni, hvor arbejdet forventes afsluttet.

Tøj der hænger til tørre i kælderen vil blive taget ned - af beskidte vvs-fingre, hvilket nok ikke er den bedste skæbne for nyvasket tøj. Så har du tøj til tørre i kælderen, bedes du fjerne det straks du læser dette.

For tørring af tøj henviser vi til loftet, hvor der er også er tørresnore.

Fejlmeldinger - fx dørtelefoner

Vi kan forstå, nogen undrer sig over, at vi i bestyrelsen ikke ved, når fx en dørtelefon er i stykker eller en pære er sprunget. Derfor minder vi om, at vi af gode grunde kun kan vide de ting, vi får at vide.

Opdager du en fejl, defekt eller mangel, så skriv til os i bestyrelsen, så vi får mulighed for at iværksætte reparation.

Vejen til bestyrelsen er altid igennem bestyrelsesmailen - findes under frankrigshuse.dk/kontakt - og som et eksperiment, prøver vi nu en fejlmeldingsformular: frankrigshuse.dk/fejl

Da vi nærmer os datoen, hvor reklamationsretten udløber på dørtelefonanlægget, vil vi opfordre til at alle ejere, der har problemer med dørtelefonen fejlmelder den, så vi kan få fejlen udbedret indenfor garantiperioden.

Brug derfor gerne: frankrigshuse.dk/fejl

Fejlmeld senest 11. maj 2019

Nyt Fra bestyrelsen - maj 2019

NY ADMINISTRATOR

Vi har hidtil haft Ole Nielsen fra Øens Ejendomsadministration som administrator. Da han desværre er stoppet ved Øens, har vi fra d. 1. maj fået en ny administrator. Hun hedder Neel Jørgensen, og et godt samarbejde er allerede påbegyndt over april måned, som vi ser frem til at fortsætte. Se kontaktinfo på hjemmesiden.

SKIFT AF VANDRØR

Der skiftes vandrør i kælderen i Bygning 1. Arbejdet går i gang på mandag den 6. maj, og varer op til fem uger frem. Det vil sige, at der i denne periode ikke vil være koldt/varmt vand i tidsrummet mellem 08.00 til 15.30 på hverdage.

FÆLLESVÆRKSTEDET

Vi har et fint fællesværksted, som alle er velkomne til at bruge. Der er en tendens til, at genstande bliver efterladt i værkstedet. Vi opfordrer alle til at huske på, at værkstedet ikke er til opbevaring. Der skal gerne være plads, så det altid er muligt at benytte værkstedets faciliteter. Effekter der er efterladt til opbevaring der ikke er fjernet inden den 1. juni 2019 vil blive smidt ud.

EN LILLE TRIMNING

Det er blevet tid til en kortere sommerfrisure til vores hække, så de kan stå flot til sommeren.

Hækkene klippes d. 28. maj. Vi beder alle om at fjerne cykler og undgå at parkere langs med hækkene ved Frankrigshusene 2-22. Så bliver det nemmere for gartneren at gå til arbejdet. Hækken mellem to haver er man som ejer selv ansvarlig for at klippe.

SOMMERTID = GRILLTID

Nu hjælper det på temperaturen udenfor - og vi skal til at grille! Der bliver købt en ny grill til den store gård, og den nye grill deles ligesom gården med den anden forening.
Indkøb af en ny grill kom som et Kvartalsprojektsforslag fra André i nr. 19 - mange tak for det! Vi bliver så glade, når I kommer med gode idéer til projekter i foreningen. I dette tilfælde indkøbes grillen af gårdlauget, og derfor indgår det ikke som et Kvartalsprojekt. Hvis du dog sidder med gode forslag, så kontakt os over formularen på hjemmesiden: frankrigshuse.dk/kvartalsprojekt

Naboforeningen skifter vinduer

Den store gård er ekstra fyldt for tiden.

Det skyldes at naboforeningen - som vi deler gården med - skifter vinduer som derfor opbevares i gården, mens arbejet står på.

Udskiftningen starter i dag 15. april og forventes afsluttet 24. maj 2019.