Udskiftning af sålbænke er i gang

Det planlagte arbejde med udskiftning af gamle og slidte sålbænke, er sat i gang og første etape her i 2022 omfatter alle vinduer i stueetagen og 1. sal.

Sålbænken er det sorte stykke skifer, der sidder lige under selve vinduet, og har til formål at lede regnvand væk fra muren.

Mureren er startet i Blok 2, hvor arbejdet forventes gennemført inden udgangen af oktober. Herefter starter arbejdet i Blok 1 og forventes at strække sig ind i november og måske ind i december også.

Planen er at vi har været igennem alle lejligheder i stuen og 1. sal inden nytår.

Arbejdet udføres på hverdage mellem kl. 7.00 og 15.00 (larmende arbejde dog først efter kl. 8.00).

Der kræves som udgangspunkt ikke adgang til lejlighederne, udover lejligheder med have, som modtager separat information i løbet af oktober.

Det er også værd at vide, at vi selvfølgelig kun skifter sålbænke de steder, hvor det faktisk er nødvendigt. Så hvis din sålbænk ikke er udskiftet og mureren er rykket videre, så kan du regne med at den er blevet efterset og fundet klar til mange års tro tjeneste fremover.

Maling af kældervinduer på blok 1 og ændring af cykelparkering

Fra mandag den 26. september til 5. oktober, bliver kældervinduerne på gårdsiden af blok 1 (den lille gård) malet.

Næsten alle vinduer er dækket af cykelstativer, så det bliver nødvendigt at fjerne stativerne for at kome til at male. Det betyder, at der vil være begrænset med mulighed for cykelparkering i gården.

Vi opfordrer derfor til at cyklerne parkeres andre steder end i cykelstativet i denne periode. Fx i cykelkældrene, på gaden eller ved cykelstativerne ved svømmehallen.

Du bedes derfor finde et andet sted til din cykel inden maleren går i gang mandag 26. kl. 7.00
Er din cykel låst fast til et cykelstativet på en måde, der forhindrer afmontering af stativet, vil låsen blive klippet og ikke erstattet.

Når kældervinduerne er færdigmalede, monterer vi cykelstativerne igen, og du kan parkere din cykel som du plejer.

NYT FRA BESTYRELSEN - SEPTEMBER 2022

VELKOMMEN TIL NYE BEBOERE! 

Der kommer mange nye beboere til vores ejerforening. Som vi talte om på generalforsamlingen, har vi det seneste år fået mere end 20 % nye ejere i foreningen. 

Bestyrelsen ønsker alle nye beboere velkommen, og anbefaler at kigge på de mange nyttige informationer på vores hjemmeside frankrigshuse.dk

For nye ejere er frankrigshuse.dk/velkommen et godt sted at starte. Lejer du din lejlighed ud, så giv dine lejere besked om, hvor de kan finde hjælp.

HOLD ØJE MED DINE MÅLERE

Vi opfordrer alle beboere til at tjekke forbrugsmålere via app eller: app.techem.dk

På den måde har du overblik over forbruget og eventuelle udsving, som kan være værd at undersøge årsagen til. Der kan opsættes alarmer i systemet, men du skal selv gøre det. Hvis forbruget falder til nul på en måler, så kontakt bestyrelsen eller Techem, da det kan indikere en fejl på måleren.

SKIFT AF RADIATOR

Har du planer om at udskifte radiator, anbefaler vi at gøre det snarest muligt. Det er smart at få gjort, før der bliver tændt for varmen, hvilket vi forventer sker i slutningen af september (afhængig af vejret).

Vi har skrevet gode råd om det her: frankrigshuse.dk/varme

UDSKIFTNING AF SÅLBÆNKE

Vi skal udskifte sålbænke, som er den skrå, sorte flade under nederste vindueskarm. Vi starter med stue og første sal - og selvfølgelig kun de steder, hvor sålbænkene er i dårlig stand. Der kræves som udgangspunkt ikke adgang til lejlighederne, da arbejdet vil blive udført udefra via stillads.

Udskiftningerne starter i løbet af september 2022.

SORTERINGSTIP: MALING

Alle typer af maling, lak og lignende kemi skal afleveres i skabet med farligt affald eller på nærmeste genbrugsstation til særlig håndtering. Effekterne bedes stillet ved siden af skabene i gårdene, så viceværten kan låse det ind i skabet. Stil venligst ikke ovenpå skabene, da det blæser ned.

NYT FRA BESTYRELSEN - AUGUST 2022

HOVEDRENGØRING AF (NÆSTEN) ALLE OPGANGE

I alt vil 17 opgange blive hovedrengjort over sensommeren og efteråret. De opgange, der for nyligt er blevet malet og de opgange, som snart skal males, bliver sprunget over.

Hovedrengøringerne er del af vedligeholdsarbejderne under foreningens budget, som blev godkendt på årets generalforsamling.

LEDIGE KÆLDERRUM

Pr. 1. september får vi to ledige kælderrum. Det ene er i Frankrigsgade 25 og det andet i Frankrigshusene 9. Der er ikke mulighed for tilslutning af vaskemaskine eller lignende, så det er kun til opbevaring.
Skriv til bestyrelsen på bestyrelsen@frankrigshuse.dk hvis du er interesseret.

MALING AF KÆLDERVINDUER

Vi er i fuld gang med at få malet kældervinduerne, og det pynter gevaldigt. Der kommer dog til at være lidt kaos ved de cykelstativer, der sidder foran kældervinduerne, da cykelstativerne skal fjernes for, at der kan blive malet. Dette sker løbende så fortvivl ikke, hvis din cykel pludselig ikke står, hvor du satte den - den er i nærheden.
Det vil være en stor hjælp, hvis ikke du låser cyklen fast til stativene i den kommende tid, da det er lettere at afmontere stativer uden fastlåste cykler.

SAMME VICEVÆRT

Vi har det sidste halve års tid haft to forskellige viceværter, en til foreningen og en til gården. Pr. 1. august overtager foreningens vicevært, JR Servicefirma, også gården, da der nu er indgået en aftale mellem dem og gårdlauget. Det gør, at vi igen får en mere helhedsorienteret viceværtsløsning.

OPGANGEN SKAL VÆRE RYDDET 

Husk, at opgangen ikke er til opbevaring af nogen art. Sko, poser og andre emner hører ikke til ved din opgangsdør eller i opgangen generelt. Ting vil blive fjernet løbende og erstattes ikke. 

SORTERINGSTIP: MALING

Alle typer af maling, lak og lignende kemi skal afleveres i skabet med farligt affald eller på nærmeste genbrugsstation til særlig håndtering.

NYT FRA BESTYRELSEN - JULI 2022

SOMMERFERIETID!

Vi nærmer os sommerferietid, og vi ønsker alle beboere en god sommer!

Bestyrelsen holder også ferie i juli. Hvis henvendelser kan vente til august, så hold gerne på mailen indtil da. Ved hastehenvendelser kan du ringe til bestyrelsen, se kontaktoplysninger på: frankrigshuse.dk/kontakt

GULVPOLISH I OPGANGENE

I juli måned bliver der lagt gulvpolish i alle opgange: d. 20. juli i Frankrigshusene 22-2 og Frankrigsgade 29-31, og d. 27. juli Frankrigshusene 9-1 og Frankrigsgade 27-19

Polisharbejdet bliver varslet på opgangstavlerne. Gulvene må ikke betrædes i en time efter, at polish er lagt. 

CIGARETSKODDER 

Cigaretskodder er skidt for naturen, og pynter ikke i gårde eller på fortove omkring vores ejendom. Husk, at cigaretskodder altid skal i askebægre eller skraldespande.

Hvis det er tydeligt at se, hvilken lejlighed cigaretskodderne kommer fra, bliver man opkrævet et beløb over ejerudgiften for, at viceværten skal rydde op efter én.

VENTILUDSKIFTNING - STATUS 

Udskiftning af ventilerne på varmerørene i kældrene forløb rigtig godt, og er oven i købet afsluttet før tid. VVS’eren mangler kun at gennemgå for eventuelle utætheder i samlingerne. Tak til alle dem, der har hjulpet med at sikre adgang til de ventiler, der er placeret i kælderrummene.

TAGGRUPPEN SØGER NYE MEDLEMMER 

Det er på baggrund af GF besluttet at arbejde videre med en 1:1 udskiftning af taget. Hvis der er nogle beboere, der har lyst til at bidrage til projektet, ville det være en stor hjælp. Send en mail til bestyrelsen, hvis du er interesseret.

SORTERINGSTIP: INGEN PLASTIKPOSER

Når metal, papir, pap, elektronik osv. afleveres i de dertil markerede containere, skal det være uden plastikpose. Hver fraktion (type) skal være så “ren” som mulig. Det dur altså ikke med plastik blandet sammen med fx papir.