NYT FRA BESTYRELSEN - FEBRUAR 2023

LEDIGT KÆLDERRUM

Vi har et ledigt kælderrum på 4 m2 til 150 kr/måned i leje fra 1. april 2023.

Der vil være vand og strøm, så det er oplagt til at etablere vaskeklub/vaskekælder, og der vil være fortrinsret til netop denne brug.

Skriv til os, hvis du er interesseret på: bestyrelsen@frankrigshuse.dk

ÅRETS GENERALFORSAMLING

Datoen for årets generalforsamling er på plads. Det bliver 23. maj 2023, så sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Vi skal igen i år være på Loftet på Øresundsvej. Ejere modtager en indkaldelse til generalforsamlingen fra vores ejendomsadministration senest 14 dage før.

NYT BORD-/BÆNKESÆT TIL GÅRDEN VED BLOK 2

Vi har indkøbt et ekstra bord-/bænkesæt til gården ved blok 2. Det bliver samlet i løbet af foråret, så det er klar til når det bliver lunere. Vi håber, at I bliver glade for det.

PAPAFFALD I PAPCONTAINER

Der er en kedelig tendens til at smide papaffald ovenpå eller ved siden af papcontaineren, hvis den er fyldt. Under et blæsevejr bliver det løse affald spredt i gården - det går ikke.

Husk derfor: slå altid papkasser sammen, så containerpladsen udnyttes, og hvis nærmeste papcontainer er fyldt, så gå til næste affaldsstation/-skur.

FORSLAG TIL KVARTALSPROJEKT?

Vi byder nok en gang forslag til kvartalsprojekter velkomne! Har du en god idé til et projekt, der kan forskønne/forsøde tilværelsen for hele ejerforeningen, så er der op til 10.000,- i budgettet hvert kvartal. 

Læs mere om kvartalsprojekter på: frankrigshuse.dk/kvartalsprojekt 

SORTERINGSTIP: ELEKTRONIK

Er et lille stykke elektronik udtjent, fx en kogekande, føntørrer eller lampe, skal den i småt elektronik-containeren (orange låg). Er det en større ting som støvsuger, vaskemaskine, TV eller køleskab, skal den i storskraldsrummet. Virker dimsen stadig, kan dba.dk være et fint sted at glæde andre ved at sælge billigt eller bortgive.

NYT FRA BESTYRELSEN - JANUAR 2023

JULETRÆER KAN AFLEVERES INDTIL 20. JANUAR

Vi er igennem jul og nytår, og vi i bestyrelsen håber, at alle er kommet godt ind i 2023.

Har du et juletræ stående, som du gerne vil af med, kan du sætte det ved sandkassen i gården ved blok 2 - uden pynt og eventuel plastikfod - senest 20. januar.

NØGLEBOKSE FJERNES

Mange i foreningen får renoveret lejligheder, og har i den anledning behov for at udveksle nøgler med håndværkere. Det er dog ikke tilladt at sætte nøglebokse op, hvilket vi desværre ser i stigende grad. Det ødelægger vores mur- og træværk.

Sørg for at have ekstra nøgler, som du kan udlevere til håndværkere, eller hav andre måder at udveksle nøgler på. Nøglebokse vil blive fjernet og omkostninger til udbedring opkrævet hos ejer.

Læs alt om renovering her: frankrigshuse.dk/renovering-ombygning 

LOFTSDØRE SKAL HOLDES LUKKET

Det er vigtigt, at vi alle hjælper med at holde dørene til loftet lukkede. Det skal de være af hensyn til brandfare, men også for at holde på holde på varmen i opgange og lejligheder, og ikke mindst sikre mod mod ubudne gæster, der kan vandre mellem opgangene over loftet.

Der vil blive opsat sedler om dette på alle loftsdøre i løbet af januar.

SER DU NOGET, SÅ GØR NOGET

Vi har en dygtig vicevært i foreningen, og vi i bestyrelsen prøver at komme rundt i ejendommen så ofte som muligt. Hverken vi eller viceværten ser dog alting, så er der noget, der ikke virker optimalt, eller står der ting og sager og flyder, så skriv til os, så vi kan få det udbedret og værne om pæne og funktionelle fællesarealer.

SPARETIP: AFKØLING PÅ ALTANEN

Er udendørstemperaturen lav, giver det god mening at sætte madresterne til afkøling på altanen, inden du sætter dem i køleskabet eller fryseren. Du sparer på den måde en strøm - og det går hurtigere med at få kølet de lune madrester ned.

Nogle typer mad og drikkevarer kan også med fordel opbevares på altanen i den kolde del af året - omend selvfølgelig med opmærksomhed på, om mad og drikke kan holde til eventuelt frost.

NYT FRA BESTYRELSEN - DECEMBER 2022

NYT BESTYRELSESMEDLEM

Vi har fået et nyt bestyrelsesmedlem i Pernille Bærendtsen, som har været suppleant. Hun overtager pladsen efter Benedicte, som har ydet en stor indsats i mange projekter. Vi har bl.a. nydt godt af hendes erfaring som bygningskonstruktør ifm. moderniseringen af gården ved blok 1 samt i taggruppen.

Et stort tak til Benedicte, som vi har sat stor pris på - og varmt velkommen til Pernille, som vi glæder os til at arbejde sammen med.

I TILFÆLDE AF BRAND

Vi har - 7-9-13 - været forskånet for brand, men i en etageejendom som vores, er der opmærksomhedspunkter både for at undgå og forebygge brand.

Derfor: 1. hav ikke brændbart materiale i trappeopgange (de skal altid være ryddede), 2. hold lofts- og kælderdøre lukkede, så brand ikke kan sprede sig, 3. hvis det brænder hos din nabo, og opgangen er røgfyldt, skal du blive i din lejlighed og ringe 1-1-2. Så vil brandvæsnet hjælpe dig ud.

Læs mere her: hbr.dk/guide/hvis-det-braender

STATUS PÅ MALING AF OPGANGE

Malerne er færdige i opgangene FH6 og FH9. Nu mangler der blot at blive malet i FG21, som vil stå klar før jul. Vi håber, at beboerne i opgangene er glade for resultatet.

VASKERIET OMDANNES TIL LEJLIGHED - EKSTRAORDINÆR GF

Vaskeriet er solgt, og bliver omdannet til lejlighed. Den nye ejer ønsker at foretage ændringer, der kræver en ekstraordinær generalforsamling.

Det bliver mandag d. 12. december kl. 17:30. Alle ejere vil modtage en indkaldelse.

NYT TILTAG: SPARETIPS!

Der vil fremover komme skiftevis sorteringstips og sparetips i NFB. Vores sparetips vil sigte efter at gavne både den enkelte beboer og foreningen som helhed. Vi håber, at I vil tage godt imod tiltaget.

SORTERINGSTIP: GAVEPAPIR & -BÅND

Nu hvor det snart er juletid og gavetid for mange: gavepapir og gavebånd skal begge dele i restaffald. Gavepapir er ofte overfladebehandlet, og skal derfor ikke sorteres som papiraffald.

Lukket for varmt vand 28. november

Vi skal have renset varmtvandsbeholdere i begge bygninger.

Det foregår mandag 28. november 2022 i tidsrummet 8.00 - 15.00

Der bliver lukket for det varme vand, og det kan tage nogle timer, før der er ordentlig varme på vandet igen efterfølgende. Det skulle være helt normalt om aftenen.

Der vil være koldt vand hele dagen.

NYT FRA BESTYRELSEN - NOVEMBER 2022

HAVEAFFALDSBEHOLDERE ER GÅET I VINTERHI

Affaldsbeholderne til haveaffald er fjernet for sæsonen. De er tilbage i gårdene til marts 2023. Mindre grenafklipninger kan du i mellemtiden lægge i din affaldspose til restaffald.

Hvis du har større mængder haveaffald over vinterhalvåret, skal du aflevere det på genbrugspladsen. Du kan f.eks. benytte Vægtergangen eller Kirstinehøj genbrugspladser i Kastrup.

MALING AF KÆLDERVINDUER ER AFSLUTTET

Der er blevet malet kældervinduer i hele ejerforeningen, og de fremstår nu alle flotte i en mørkegrøn farve. Kast et hurtigt blik på dem - vi håber, at I også synes, det pynter.

STATUS PÅ SÅLBÆNKE

Mureren er nu færdig med stueetagen i Blok 2, hvorefter han rykker videre til stueetagen i Blok 1. De starter først på førstesalslejlighedernes sålbænke, når stueetagen i begge blokke er færdiggjort.

NY VEJLEDNING PÅ HJEMMESIDEN: RADIATORSKIFT

I forbindelse med klargøring til det koldere vinterhalvår, har vi tilføjet en vejledningstekst om, hvad du skal gøre og være opmærksom på, hvis du skal skifte radiator. 

Du kan læse vejledningen her: frankrigshuse.dk/varme

FALSKE SMS’ER I OMLØB

I bestyrelsen har vi oplevet at modtage sms’er fra en vinduespudser, hvor teksten kunne give indtryk af, at det er foreningens egen vinduespudser, der skriver. Det er det ikke

Vær påpasselig med at stole på afsendere, der pludseligt sender sms’er. Særligt hvis det drejer sig om tilbud på arbejde, der kræver adgang til dit hjem. 

SORTERINGSTIP: ELPÆRER

Elpærer af alle typer (energisparepærer, lysstofrør og LED-pærer) skal afleveres ved skabet til farligt affald og altså ikke i hverken restaffald eller elektronik.