Ekstraordinær generalforsamling om nyt tag på tirsdag 24. oktober

På tirsdag den 24. oktober klokken 19.00 afholder foreningen ekstraordinær generalforsamling på Loftet på Øresundsvej 4, hvor vi skal beslutte, om arbejdet med at udskifte taget skal igangsættes. 

Grundlaget for beslutningen er det materiale, som Taggruppen har udarbejdet: frankrigshuse.dk/tagprojekt

Bestyrelsen mener taggruppen har lavet et grundigt og solidt stykke arbejde, og at det udarbejdede materiale er meget fyldestgørende. På den baggrund støtter bestyrelsen oplægget fra taggruppen.

På tidligere generalforsamlinger har foreningen diskuteret alternative løsninger til en 1:1-udskiftning af taget, herunder salg af loftet til ejerne af 4. sals-lejlighederne eller udstykning til 5.sals-lejligheder. Der har på alle generalforsamlinger hvor disse alternativer er blevet diskuteret, været flertal for en 1:1-udskiftning, som derfor er den løsning, der foreslås, eftersom alternativer er blevet afsøgt.

Rent formelt kræver beslutningen såkaldt kvalificeret flertal, jf. vedtægternes §11. Det betyder, at mindst 2/3 af foreningens medlemmer skal afgive deres stemme, og at mindst 2/3 af disse skal stemme for.

Det er derfor vigtigt at du stemmer den 24. oktober.

I det tilfælde at der ikke er 2/3 af ejerne repræsenteret ved deltagelse eller via fuldmagt 24. oktober, skal der formelt set afholdes endnu en ekstraordinær generalforsamling for at få en endelig beslutning på plads. Det er derfor vi allerede nu har inviteret til denne den 1. november.

Vi håber selvfølgelig på solid deltagelse (mindst 2/3 af ejerne) på tirsdag, så vi kan spare både tid og omkostninger til den ekstra ekstraordinære generalforsamling 1. november.

Er du forhindret i at møde op, opfordrer vi til at du udfylder en fuldmagt. Du kan sende en bunden fuldmagt til bestyrelsen eller giv din nabo fuldmagt til at stemme på dine vegne. Du finder begge fuldmagtsdokumenter i materialet der blev udsendt sammen med indkaldelsen, eller du kan hente dem under “dokumenter” her: frankrigshuse.dk/tagprojekt

Bestyrelsen og taggruppen er klar over at udskiftning af taget er en stor omkostning for hver ejer. Der er bare ikke noget alternativ til et nyt tag, som vi også har gjort en indsats for at kommunikere over de sidste mange års generalforsamlinger.

Giver projektet anledning til spørgsmål, er der svar på langt det meste på: frankrigshuse.dk/tagprojekt

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at skrive til bestyrelsen eller spørge på tirsdag.

Vi ses på tirsdag den 24. oktober.

Opdatering om rensning af udluftningskanaler

Ventilux er nu færdige med det planlagte arbejde.

De lejligheder, der sikrede adgang på den varslede dag, har fået udluftningskanalerne vurderet og renset i de lejligheder, hvor det var muligt.

En håndfuld ejere har efter rensning bemærket, at der falder skidt og støv ned. Ventilux oplyser, at det godt kan ske, da der var rigtig meget skidt i udluftningskanalerne generelt. Så i og med at der fjernet en masse, så kan det være, at der nu er noget mere fastgroet, der nu løsner sig, fordi der er mere træk i kanalen. Dertil kan der være støv der ikke var muligt at fjerne med sug.

Ventilux oplyser, at det bør stoppe efter 1-2 uger. Så falder der stadig skidt ned om en uge, så skriv direkte til bestyrelsen, så vi sammen med Ventilux kan undersøge sagen.

I de lejligheder, hvor der ikke var adgang, vil vi udsende en ny varsling med rensning af udluftningskanaler, i håb om at vi får renset så mange kanaler som muligt. Denne ekstrarunde vil blive varslet sammen med det gebyr, der blev gjort klart i den oprindelige varsel.

Det oprindelige oplæg kan stadig findes på: frankrigshuse.dk/udluftningskanaler

Vi tænder for varmen på mandag 9. oktober

Efterårsvejret ser ud til at være kommet for at blive.

Derfor er vi i gang med at klargøre varmesystemet, så vi kan sende varme ud i rørene fra på mandag 9. oktober.

For at sikre godt flow i hele systemet, er det en stor hjælp at du drejer din radiatortermostat op på max inden mandag morgen, så vi får fyldt nok vand i systemet fra starten af og alle ventiler rundt i systemet bliver åbnet.

Gør det gerne nu med det samme hvor du læser dette.

Når der så kommer varme på i løbet af mandag, kan du skrue ned på det niveau, du ønsker.

Kommer der ikke varme på hos dig i løbet af mandag/tirsdag, er der hjælp at hente på hjemmesiden: frankrigshuse.dk/varme

NYT FRA BESTYRELSEN - OKTOBER 2023

EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING 24. OKTOBER

Foreningens tag skal skiftes, og der er på tidligere generalforsamling truffet beslutning om en 1:1-udskiftning. Vi skal nu holde ekstraordinær generalforsamling, hvor vi skal stemme om at vedtage projektet.

Seneste melding fra taggruppen er, at vi skal afholde ekstraordinær generalforsamling tirsdag d. 24. oktober, så sæt et foreløbigt kryds i kalenderen. Alle ejere modtager indkaldelse, dagsorden og materiale med informationer i løbet af næste uge.

EN GUIDE SKÅRET I PAP

Vi oplever alt for ofte, at papcontainerne bliver brugt forkert. Vi genopfrisker hermed, hvordan pap skal håndteres: 

Først skal din papkasse tømmes for bobleplast (i plastik), flamingo (i restaffald), plastikposer (i plastik) og andet materiale, der ikke er pap.

folder/træder/hopper du på din papkasse, så den fylder så lidt som muligt.

Så putter du pappet i papcontaineren, og du fylder ikke mere i, end containeren kan lukkes.

Er alle containere fyldt, er det resterende pap stadig dit ansvar. Er der ikke mere plads, må du tage dit pap med tilbage til din lejlighed og putte det i papcontaineren, når der er plads igen (der tømmes ugentligt).

Det er aldrig i orden at smide pappet på jorden ved siden af containeren.

NY STENBELÆGNING VED BLOK 1

Indgangene ved blok 1 er ved at blive forskønnet. Asfalten bliver fjernet, og der lægges i stedet kvadratiske sten, der ligner dem, der ligger i fortovet ud til gaden.

Vi håber, det giver et pænere og mere ensartet udtryk.

SORTERINGSTIP: TØJSORTERING

Det er nu muligt at aflevere tøj ved de nyopsatte affaldsstationer ved Amagercenteret og ved Coop365. Her kan du aflevere tøj og tekstiler, som ikke kan genbruges. Læs eventuelt nærmere her: affald.kk.dk/affaldsfraktion/tekstilaffald

Husk, at tøj ikke må afleveres i storskrald.

Tøj, der kan genbruges, kan afleveres til Røde Kors, Folkekirkens Korshær mv.

Renovering af indgange FH2-22


På tirsdag den 26. september starter arbejdet med at forskønne indgangene fra fortov til hoveddør.

Det er alle indgange fra Frankrigshusene 2 til og med 22, der får en overhaling.

De nuværende asfaltkanter er nedslidte og pynter ikke ligefrem. Så vi har valgt en løsning hvor asfalten erstattes af chaussesten.

I samme ombæring får vi også skiftet flækkede fliser og ujævnheder bliver udjævnet.

Arbejdet foregår over den næste måneds tid, da det afhænger af vejret, hvor hurtigt der kan arbejdes.

I første omgang fjernes den nuværende asfalt, og det er altså dét, der starter på tirsdag.

Vi forventer alle indgange afsluttet i løbet af oktober.

Vi minder samtidig om, at det ikke er tilladt at parkere cykler ved indgangene - heller ikke efter renoveringen.

Står der en cykel ved en indgang, når brolæggerne skal til, bliver den fjernet.