NYT FRA BESTYRELSEN – FEBRUAR 2024

INGEN HUND I FORENINGEN

I nogle lejligheder er der firbenede samboer. Kattehold er i orden ifølge foreningens vedtægter, mens man derimod ikke må have hund. Vi minder derfor alle beboere om at være opmærksomme på, hvordan reglerne er for kæledyrshold.

I bestyrelsen taler vi med én ejer om hundehold, fordi der er særlige omstændigheder, som vi arbejder på at få afklaret. Det gør imidlertid ikke, at andre beboere i mellemtiden får fripas til også at holde hund.

TO FORSINKEDE PROJEKTER - UPDATE

Vi har desværre to projekter fra 2023, der bliver ved med at trække ud. Forskønnelsen af indgangene FH 2-22 er nu ved at være halvvejs, men vi har for nuværende intet bud på, hvornår entreprenøren får lavet det sidste. Vi krydser fingre for, at det sker i februar.

Derudover har vi gang i kloakrenovering og etablering af rottespærre. Pt. er der gravet op i gården i Blok 1, forhåbentlig er dette lukket indenfor 14 dage. Derefter skulle der ikke være gener i forbindelse med projektet.

TAGPROJEKT: ASBEST PÅ LOFTET

I forbindelse med miljøscreening af taget/loftet er det blevet påpeget, at isoleringen omkring varmerørene er asbestholdig. Det kommer ikke som en overraskelse, da det er samme type, som vi har i kælderen. Der er dog imidlertid nogle skader på isoleringen, hvilket gør, at det kan drysse ud med asbestfibre. Det får vi udbedret snarest, så skaden bliver forseglet. 

Da der også er varmerør i enkelte loftsrum, som vi af gode grunde ikke kan besigtige, må I hver især gerne tjekke røret/isoleringen for skader. Finder I skader, så skal I skrive til bestyrelsen, hvorefter skaden vil blive forseglet. I forbindelse med at tagprojektet starter, vil der ske et yderligere tjek af rørene i hvert loftsrum.

SORTERINGSTIP: FLAMINGO

Husk, at flamingo altid skal fjernes fra papkasser og puttes i restaffaldscontaineren. Er der flamingostykker i pap- eller plastikcontaineren, kan det betyde, at en hel container bliver kasseret. Det går ikke.

Derfor: flamingo skal altid i restaffald.

NYT FRA BESTYRELSEN - JANUAR 2024

JULETRÆER KAN AFLEVERES INDTIL 30. JANUAR

Vi er igennem jul og nytår, og vi i bestyrelsen håber, at alle er kommet godt ind i 2024.

Har du et juletræ stående, som du gerne vil af med, kan du sætte det ved sandkassen i gården ved blok 2 uden pynt og eventuel plastikfod senest 30. januar.

FØLG DIT FORBRUG MED TECHEMS APP

Skal budgettet styres ovenpå en dyr december, eller vil du bare følge dit vand- og varmeforbrug af interesse, kan du benytte Techems forbrugsovervågning.

Her kan du sammenligne dit forbrug fordelt på varme, koldt og varmt vand. og sammenligne med sidste år. Du kan også sætte en forbrugsalarm, så du får besked, hvis dit forbrug overskrider en grænse.

Besøg app.techem.dk eller download appen Forbrugsmål i App Store eller Google Play.

GENERALFORSAMLING 2024

Vi har allerede dato på plads for vores generalforsamling, som i år ligger tirsdag d. 26. marts 2024

Alle ejere vil modtage en indkaldelse og en dagsorden senest 14 dage før, men sæt allerede nu et kryds i kalenderen. Vi håber, at se så mange af jer som muligt.

TAGPROJEKTET: EN STATUS

Arbejdet med tagudskiftningen går støt og roligt fremad. Foreningen har underskrevet kontrakt med Vopa Rådgivning d. 27. november 2023, og der bliver i øjeblikket arbejdet med tilbudsdokumenterne.

Vi sørger for at give besked, når en konkret aftale om tagudskiftning er indgået. Indtil da kan du læse mere om arbejdet og holde dig løbende opdateret på foreningens hjemmeside: frankrigshuse.dk/tagprojekt

SPARETIP: SÆNK TEMPERATUREN I DIN LEJLIGHED

Hvis du sænker temperaturen 1°C i hele din lejlighed, kan du spare 5% på din varmeregning. Sørg dog for at holde temperaturen på minimum 18 °C for at undgå fugt. Sænker du temperaturen om natten, og når du ikke er hjemme, kan du spare mere endnu.

NYT FRA BESTYRELSEN - DECEMBER 2023

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Året er ved at gå på hæld, og i bestyrelsen vil vi gerne sige jer alle tak for et godt 2023 i ejerforeningen. Vi håber, at I alle kommer godt ind i det nye år.

Traditionen tro holder vi også juleferie mellem jul og nytår. Vent derfor gerne med at sende mails, som kan vente til januar. Hvis du til gengæld har akut brug for hjælp, kan du som altid ringe til os. Find kontaktoplysningerne her: frankrigshuse.dk/kontakt

ÆNDRING I HUSFORSIKRING

I forbindelse med genforhandling af vores husforsikring tilretter vi policen. Glas/vinduer og sanitet fjerner vi fra husforsikringen, så f.eks. punkterede ruder fra årsskiftet bliver ejers eget ansvar. Tal evt. med dit forsikringsselskab om at føje glas og sanitet til din indboforsikring.

Vi foretager denne ændring, da det jo netop er den enkelte ejer, der står for at vedligeholde vinduer og sanitet, det giver dermed også mening, at den enkelte ejer er ansvarlig for forsikring, såfremt dette ønskes.

YOUSEE BLIVER OPSAGT

På den ekstraordinære generalforsamling blev det vedtaget, at foreningen opsiger aftalen med YouSee. Det er sat i gang, og ifølge kontrakten ophører aftalen ved udgangen af 2024.

VINTERKULDE I OPGANGENE

Vinterkulden er her, og der er hjælp til selvhjælp, når det gælder om at holde varmeudgifter nede. Husk at lukke opgangsdøre og -vinduer, hvis de står åbne. Kulden fra opgangene trækker ind i lejlighederne, så hjælp med at spare på energien.

KLOAKVEDLIGEHOLD OG UBUDNE GÆSTER

Udbedring af kloak er i gang, så der forhåbentlig ikke trækker vand ind i de kældre, hvor det er et problem. Vi har også været hårdt ramt af rotter i 2023, så samtidigt, får vi opsat rottespærrer, så rotterne ikke kan komme ind fra den offentlige kloak

SORTERINGSTIP: PIZZABAKKER

Pizzabakker skal sorteres som restaffald og ikke som pap, som vi ofte ser. En pizzabakke er ikke “ren” pap, men har ofte osterester, tomatsovs og andet organisk materiale på sig, der kan mugne osv.  Bare én pizzabakke i papcontaineren betyder, at hele containeren bliver kasseret.