NYT FRA BESTYRELSEN - SEPTEMBER 2024

TAGUPDATE

Arbejdet med det nye tag fortsætter, og stadig uden forhindringer og forsinkelser for det samlede forløb. Vi har netop sendt varsler ud til beboerne i FG29-31 og FH2-8, der bliver påvirket af 3. etape.

For langt størstedelen af beboerne i Etape 1 er der nu adgang til loftsrummene igen. Der er lidt mørkt deroppe, men arbejdet med den nye belysning starter den 9. september. Stilladset er i øvrigt ved at blive pillet ned, og vi forventer, at det er fjernet fra FG 19 til og med FG 25 i løbet af den kommende uge.

Bor du i FH 1, vil der desværre først blive adgang til loftsrum, når håndværkerne er kommet noget længere med Etape 2. Det skyldes overlappet mellem de to etaper.

Flere detaljer og seneste opdateringer findes på: frankrigshuse.dk/tagprojekt

VARSEL: LUKKET FOR VARMT VAND 16. SEPTEMBER

Vi skal have renset vores varmtvandsbeholder, og imens arbejdet står på, er det nødvendigt at lukke for det varme vand. 

Det sker mandag d. 16. september mellem kl. 8:00 og 13:00 og gælder for begge bygninger.

STIL EJENDELE PÅ HYLDER I KÆLDERRUMMENE

Vi oplever ved meget store regnmængder, at der bliver fugtigt eller ligefrem løber vand på kældergulvene, som dermed kan trænge ind i kælderrummene. 

Vi anbefaler derfor at sætte de ejendele, der ikke tåler fugt på paller, reoler eller andet, der løfter tingene fra gulvet. Så er man på den sikre side.

SEN SOMMER = FORLÆNGET MULIGHED FOR AT MALE ALTAN

De varme temperaturer holder godt ved, og vi sørger derfor for, at der bliver ved med at være maling at male altaner med september måned ud.

Hvis du gerne vil male din altan, så skriv til os på bestyrelsen@frankrigshuse.dk, så sørger vi for, at du får maling hurtigst muligt. Husk også, at der ligger tips på hjemmesiden lige her: frankrigshuse.dk/altaner

NYT FRA BESTYRELSEN - AUGUST 2024

TAGUPDATE

Det går stærkt med det nye tag og vi har nu et færdigt undertag på etape 1, så overdækningen af etape 1 kan blive flyttet til etape 2. Dette sker fra den 6. august.  Derefter mangler der kun nye tegl og noget afsluttende arbejde før stilladset til etape 1 pilles ned og ifølge den nuværende plan væk allerede i midten af september. 

Læs mere om tagprojektet og de jævnlige updates på: frankrigshuse.dk/tagprojekt

INDBRUD I FORENINGEN

Der har den sidste tid været flere tilfælde af indbrud i kælderrum i foreningen. 

Derfor opfordres alle beboere til at holde et vågent øje med hvem der færdes på foreningens arealer, sørge for at portene til gårdene og dørene til opgang og kælder lukker, samt til ikke at lukke folk ind man ikke kender – heller ikke folk med reklamer.

Hvis man føler sig utryg og har flere spørgsmål til hvad man selv kan gøre for at sikre sig bedst muligt mod indbrud, opfordres beboerne til at tage kontakt til nærpolitiet.

FØLGER DU DIT FORBRUG AF VAND OG VARME?

Vi betaler Techem for at stille opdaterede data til rådighed, så det er muligt at følge forbrug af vand og varme dag for dag.

Vi er dog nysgerrige på, om det bliver brugt. Hjælp os ved at svare ja eller nej i vores formular, så vi kan danne os et overblik og vurdere, om det er pengene værd.

Udfyld formularen her: frankrigshuse.dk/forbrug

EFTERLADTE TING I KÆLDER OG OPGANG

Der er på det seneste set flere efterladte ting i kældre, opgange og lofter. Vi minder om at det jævnfør foreningens husorden, ikke er tilladt at henstille ting i hverken kælder, på loftet eller i opgange. 

Hvis det er ting, som skal smides ud, har vi i foreningen et super godt storskraldsrum i gården ved blok 2, hvor man kan sætte sit storskrald.

Efterladte ting vil blive fjernet uden varsel og ved vi hvem der har stillet tingene, bliver ejer opkrævet gebyr og omkostninger for at vi får det fjernet.

Vejledning om affald kan findes her: frankrigshuse.dk/affald-storskrald

NYT FRA BESTYRELSEN – JULI 2024

TAK FOR SIDST!

Stor tak for sidst til alle jer, der troppede op til vores to arrangementer med henholdsvis fodboldaften og tagprojektsfejring med pølsevogn. Det var dejligt at se jer og skønt at opleve, at så mange har lyst til at tage del i vores forening.

BESTYRELSEN HOLDER SOMMERFERIE

Bestyrelsen ønsker alle beboere en rigtig god sommer! Vi holder selv ferie, hvilket betyder længere svartid på mailen. Har du en henvendelse, der kan vente til august, så hold gerne på den. Har du akut brug for hjælp, kan du finde kontaktoplysninger her: frankrigshuse.dk/kontakt

TAGUPDATE + VARSEL OM STILLADS TIL ETAPE 2

Vi opdaterer løbende status for tagprojektet på: frankrigshuse.dk/tagprojekt

Fra mandag den 8. juli vil stilladsfirmaet begynde opsætningen af stillads til etape 2: FH1 til FH9. Hvis du har en altankasse, anbefaler vi, at du tager den ned på din altan, eller som minimum vender den ind mod bygningen.

I samme omgang opfordrer vi til, at du parkerer din cykel andre steder end langs husmuren i både gården og på gaden.

HAVEAFFALDSBEHOLDER I GÅRDEN VED BLOK 1

Gården ved blok 1 har også fået en beholder til haveaffald, som står ved skraldestationen ud for FH6. Husk, at beholderen er til planter og grene, men ikke til jord- og bioaffald.

MAD I GÅRDENE = ROTTER PÅ VISIT

Vi har til tider problemer med rotter, og har også for nyligt fået sat rottespær op i samarbejde med kommunen. Mad på jorden tiltrækker dog stadig rotter. 

Så undgå at spilde affald omkring affaldsbeholderne. Og selvom det kan virke som en sød gestus, så er det under ingen omstændigheder i orden at fodre fugle i gårdene med hverken gryn, kerner eller andet foder. Det giver kun rotteproblemer.

FÆLLESHAVE I GÅRDEN VED BLOK 1

En af vores beboere har taget kærlig hånd om vores plantekasser i gården ved blok 1. Der er nu masser af friske krydderurter til fælles brug, og der skulle gerne komme kål senere på året. Tag godt imod det fine arbejde og nyd de dejlige krydderurter!

NYT FRA BESTYRELSEN - JUNI 2024

TAGPROJEKTSFEJRING!

Vi er godt i gang med første etape af tagprojektet, og alt går planmæssigt. En stor tak til etape 1-beboere for hjælpen med at rydde loftsrum og give adgang. Det er gået som smurt!

Tagsiden er også opdateret: frankrigshuse.dk/tagprojekt

Vi synes, at det nye tag er en fejring værd. Derfor inviteres alle beboere og håndværkere til fejring af vores nye tag torsdag den 20. juni, fra kl. 16-18 i gården ved blok 2. Vi får besøg af en pølsevogn, så kom og vær med til at fejre, at det store projekt er kommet godt i gang.

UDELIVSETIKETTE I GÅRDE, HAVER OG PÅ ALTANER

Det lune vejr er over os, og vi er heldige at have gode udendørsmuligheder. Derfor bringer vi en kærlig opfordring til alle om at huske den gode etikette. 

Vær opmærksom på dine naboer, når du er i din have eller på din altan, vis hensyn overfor de andre i gårdene og husk, at vores husorden også gælder udelivet ift. musik og støj. Vi indskærper, at portene til gårdene altid skal holdes lukkede. Venter du gæster, må du lukke dem ind løbende, så vi mindsker ubudne gæster eller at børn, der leger i gårdene, løber ud på vejen.

INTERNET FRA BAHNHOF

Vi har indgået aftale med svenske Bahnhof om en ny fiberløsning i foreningen, som betyder, at prisen falder til 55,-/måneden og hastigheden stiger til 1000/1000 Mbit. 

Aftalen træder i kraft tirsdag 11. juni, hvor vi får opgraderet foreningens udstyr. Du skal derfor forvente ustabilitet på dagen. Vi opdaterer status på arbejdet på: frankrigshuse.dk/internet

OLIERING AF GADEDØRE

Vores opgangsdøre i gaden skal olieres, så de holder sig pæne. Det står vores vicevært for, og arbejdet går i gang i uge 24, hvis vejret tillader det. Vi sørger for at sætte sedler på dørene, så husk at være forsigtig med fingre og tøj, imens det står på.

TEST AF OPGANGSBELYSNING

Vi skal have ny opgangsbelysning, og FH14 har fungeret som testopgang for tre forskellige typer belysning. Vi har valgt en lampebelysning, som skal sættes op i hele opgangen, og derefter indhenter vi tilbud, så alle opgange kan få ens belysning.