Nyt fra bestyrelsen - august 2016

Navn på postkassen

I februar lavede vi en opfordring til at kontakte os, så alle kunne få flotte ensartet navneskilte til postkasserne. Vi har fået skiftet en del, men vi kan stadig se at der er nogle der mangler. Så kontakt bestyrelsen så laver vi også et flot navneskilt til din postkasse.  

Status på altaner

Vi har igennem det første halvår knoklet med at komme videre med altanprojektet. Vi har været i dialog med leverandøren og har afholdt et møde med Københavns Kommune. Vi er nu kommet dertil hvor næste skridt vil være en ekstraordinær generalforsamling, for at få afgjort om projektet bliver vedtaget. På nuværende tidspunkt er vi i forhandlinger med administrator om deres honorar for bistand i forbindelse med dette. Herefter vil vi indkalde til ekstraordinær generalforsamling, forventeligt i oktober/november 2016

Status på faskine

Et projekt der også har taget en del tid er faskinen. Det er desværre ikke lykkedes at finde anden løsning end at faskinen skal frakobles, hvormed regnvand atter skal ledes til offentlig kloak. På nuværende tidspunkt er vi ved at få overblik over omfanget af dette og ikke mindst omkostningerne. Vi melder noget ud så snart der er nyt i sagen.

G-DAG

Sommerfesten udvides i år med også at være en mulighed for at give de ting væk, som virker fint, men som man ikke længere har brug for. Vi sørger for grillpølser, grøn tuborg og grøn sodavand, for at understrege den grønne og ‘givende’ stemning. Det foregår d. 21. august fra kl. 14-17 i den store gård. mere information følger et par uger før.  

Stigstrenge

Udskiftning af dette års stigstrenge starter den 8. august med start i Frankrigsgade 25. Herefter Frankrigsgade 31 i uge 33 og den sidste opgang i Frankrigshusene 10 i uge 34.