NYT FRA BESTYRELSEN - OKTOBER 2026

VI TÆNDER FOR VARMEN DEL I

Efteråret er landet, og vi tænder for varmen i løbet af oktober måned. Det kan indimellem give startproblemer, når en radiator skal tændes igen ovenpå en lang sommer, og vi har derfor en vejledning klar på hjemmesiden med tricks til, hvordan du kan komme problemerne til livs.

Du finder dem her: frankrigshuse.dk/varme

Hvis radiatoren stadig giver problemer, er du altid velkommen til at skrive til os på bestyrelsen@frankrigshuse.dk

VI TÆNDER FOR VARMEN DEL II

Vi beder vores vicevært om at tænde for varmen, når de kolde temperaturer har nået en konstant. Varmecentralen i begge bygninger bliver påvirket af temperaturerne udenfor, og derfor sikrer vi den mest optimale levering af varmen ved først at tænde, når kulden er sat ordentligt ind. Der vil ikke blive leveret mere end højst halvlunkne radiatorer, så længe der stadig er 16-18 grader i dagstimerne, fordi varmecentralen forvirres over udsvingene i temperaturen.

Forvent derfor, at der vil være en overgangsperiode på et par uger, hvor der bliver køligt indendøre. I den periode må alle finde de varme trøjer og uldsokkerne frem - og eventuelt lune sig ved tanken om, at samtlige naboer lider samme skæbne.

Vi skriver ud, når vi tænder for varmen.

FORBRUGSMAIL VAND OG VARME ER SENDT UD

Øens har sendt forbrugsmails for vand og varme til alle ejere. Opkrævning eller tilbagebetaling vil fremgå af oversigten på din betalingsservice sammen med din ejerudgift.

Har du spørgsmål til din opkrævning, kan du kontakte administrator, Jacob Bonderup hos Øens, på jb@oadv.dk

UDBEDRING AF FACADE OG SÅLBÆNKE

I uge 43 og 44 vil der være murerarbejde, fordi facaden skal udbedres og slidte sålbænke udskiftes. Sålbænken er det sorte stykke skifer, der sidder lige under selve vinduet, og har til formål at lede regnvand væk fra muren.

Mureren starter i gården i Blok 2, hvor der er det største behov, og fortsætter videre derfra. Arbejdet kræver en lift, som vil tage noget plads i områderne, hvor de befinder sig, og udføres på hverdage mellem kl. 7.00 og 15.00.