Lukket for det varme vand d. 4. november

Tirsdag den 4. november 2014 fra 10-14, vil der være lukket for såvel varmen som det varme vand for FH 2-22 og FG 29-31.

Lukningen skyldes, at der skal skiftes en ventil på et af rørene i varmecentralen i forbindelse med service på en af cirkulationspumperne. Denne udskiftning sikrer os en bedre cirkulation af varmen, og eftersom det virkelig begynder at blive koldt nu, har vi valgt at rykke på at få dette arbejde udført hurtigst muligt.

Vi har planlagt lukningen i det tidsrum vi vurderer påvirker færrest, og håber selvfølgelig på jeres forståelse.

Rigtig god weekend fra Bestyrelsen

BEKEY er installeret i alle opgange

Du har måske set de små klistermærker, der er kommet på alle hoveddørene til foreningens opgange?

Dette skyldes, at vi har fået installeret en chip i låsesystemet, som gør, at reklameomdelere fremover kan komme ind i opgangene uden at skulle ringe på hos alle lejligheder.

Systemet gør ejendommen sikrere, eftersom ubudne gæster kan afvises, hvis de giver sig ud for at være reklame- eller avisomdelere. Derudover har reklameomdelerne kun adgang til opgangene på netop den dag og i det tidsrum, de skal omdele reklamer i vores opgange. Og koden er ny hver gang, så et bud ikke har adgang mere end én gang.

Systemet har været gratis for foreningen at få installeret, da det er bladomdelingsfirmaet, der betaler for brugen.

Giver systemet anledning til spørgsmål, så skriv til os i bestyrelsen.

Uforudset lukning af vandet i dag

I forbindelse med den varslede udskiftning af stigstrenge i dag mandag, gik der hul på en ventil på et hovedrør, hvilket betød, at der straks blev lukket for hovedhanen, for at undgå vandskader.

Dette var ganske uforudset, så vi har selvfølgelig ikke haft mulighed for at varsle dette på forhånd. Vi kan dog fortælle, at der blev handlet hurtigt og ventilen var hurtigt skiftet, så der kunne åbnes for vandet igen.

Dette forklarer, at mange af jer i Frankrigshusene 2-22 oplevede luftlommer og okker i det varme vand.

Vand i kældrene er under kontrol

Som mange nok bemærkede, gav det en del vand lørdag og natten til søndag. Det ser ud til at fortsætte søndagen ud, omend i knap så voldsomt omfang.

De kraftige regnskyl gik heldigvis ikke så hårdt ud over vores kældre denne gang: Der har stået 1-2 cm vand nogle steder under Frankrigshusene 2-22, men ellers er resten af ejendommens kældre gået fri.

Vi har skadesservice på sagen, og de berørte kældre står til tørre nu. Så hvis kælderdøren til gårdsiden står åben, så lad den venligst stå. Vi skal nok sørge for at lukke.

Jer med eget kælderrum, opfordres til at tjekke, at alt er tørt og godt. Hvis der - mod forventning - står vand i dit kælderrum, så kontakt bestyrelsen med det samme.

Dem af jer, der kan danse en soldans, opfordres til at danse sådan én hurtigst muligt :-)

Information vedrørende varmemålere

Brunata kommer IKKE og aflæser varmemålere

Som tidligere annonceret, så har vi skiftet varmemålerfirma fra Brunata til Techem i forbindelse afslutning af varmeregnskabsåret 2013/2014.

Brunata har ved en fejl haft hængt varsling om varmeaflæsning op i opgangene. Der er tale om en fejl, idet Techem har foretaget aflæsning af de gamle varmemålere i forbindelse med udskiftningen. Techem sørger for, at videreformidle varmedata til Brunata med henblik på udarbejdelse af varmeregnskabet 2013/2014.

Hvis du endnu ikke har fået skiftet varmemåler

Var du ikke hjemme i forbindelse med udskiftningen af varmemålerne i starten af august, så kommer Techem ud igen og skifter de sidste målere. Det er meget vigtigt at alle resterende varmemålere bliver skiftet i anden runde (der bliver ikke en tredje).

Techem skifter resterende målere efter følgende plan:

  • Torsdag den 28. august 2014 kl. 8-14 - Frankrigshusene 2-14

  • Torsdag den 28. august 2014 kl. 12-16 - Frankrigshusene 16-22

  • Fredag den 29. august 2014 kl. 8-13 - Frankrigshusene 1-9

  • Fredag den 29. august 2014 kl. 12-16 - Frankrigsgade 19-21

  • Mandag den 1. september 2014 kl. 8-12 - Frankrigsgade 23-25

  • Mandag den 1. september 2014 kl. 11-16 - Frankrigsgade 27

  • Mandag den 1. september 2014 kl. 14-18 - Frankrigsgade 29-31

Techem vil sørge for informationsbrev til de beboere, som endnu ikke har fået udskiftet varmemålere. Vi understreger, at det er MEGET VIGTIGT, at der er nogen hjemme i lejligheden. Hvis det ikke er muligt, kan en tydeligt mærket nøgle afleveres til viceværten, som så vil sørge for udlevering til Techem.