Varsling af polering af gulv i trappeopgangene (opdateret)

Endnu engang skal vi have poleret gulvet i vores trappeopgange. Denne gang bliver gulvet poleret fra stuen og op til 2. sal. Dette vil foregå i perioden 9. september til 18. september.

Hver enkelt trappeopgang må ikke anvendes i tidsrummet 9.00 til 17.00 på den dag, hvor poleringen står på.

Nedenfor står den dato poleringen foregår i de respektive opgange, og vi beder jer respektere tørretiden efter poleringen, da dette vil give det mest optimale resultat og sikre, at trappebelægningen holder længst muligt og dermed sikrer, at vi ikke skal investere i ny belægning før den nuværende er udtjent.

(OPDATERET) PLAN FOR DE ENKELTE OPGANGE

  • FH 2: 14.sep.2015
  • FH 4: 14.sep.2015
  • FH 6: 11.sep.2015
  • FH 8: 11.sep.2015
  • FH 10: 11.sep.2015
  • FH 12: 10.sep.2015
  • FH 14: 10.sep.2015
  • FH 16: 10.sep.2015
  • FH 18: 9.sep.2015
  • FH 20: 9.sep.2015
  • FH 22: 9.sep.2015
  • FH 1: 16.sep.2015
  • FH 3: 16.sep.2015
  • FH 5: 16.sep.2015
  • FH 7: 15.sep.2015
  • FH 9: 15.sep.2015
  • FG 19: 18.sep.2015
  • FG 21: 18.sep.2015
  • FG 23: 17.sep.2015
  • FG 25: 17.sep.2015
  • FG 27: 17.sep.2015
  • FG 29: 14.sep.2015
  • FG 31: 15.sep.2015

Husk også at fjerne jeres dørmåtter på dagen.

Nyt fra bestyrelsen – August 2015

Udskiftning i bestyrelsen

Rune Dall har solgt sin lejlighed og fratrådte derfor sin bestyrelsespost d 1. august 2015. Camilla Rosenkilde fra Frankrigshusene nr. 8, st. th., der hidtil har været suppleant, bliver nyt bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsen ønsker at sige en stor tak til Rune for hans engagement i bestyrelsesarbejdet og velkommen til Camilla.

Containere til haveaffald

Det er sommer så haverne og altanerne strutter af blomster og planter, hvilket er meget flot at se på, hvis de bliver plejet. At holde haven og altanen flot betyder også, at der kommer haveaffald, som skal smides ud det rigtige sted. Man kan komme af med sit haveaffald i den store gård, hvor der står to grønne containere til formålet, der på nuværende tidspunkt er placeret ved storskraldsrummet. På sigt vil der blive placeret en container i hver gård. Bemærk, at der ikke må smides jord i containerne.

Facebook

Vi har besluttet at lukke den nuværende facebookside og opfordrer derfor alle til at bruge hjemmesiden til informationssøgning fremover. Facebook skal bruges til det, som sociale medier er rigtig gode til; at skabe et forum, hvor beboere imellem kan interagere med hinanden. Vi har derfor lanceret en lukket Facebook gruppe, som vi opfordre alle til at blive medlem af: E/F Frankrigshuse facebookgruppen.

Duer på taget

Vi har haft en del uønskede duer i bebyggelsen og nu bliver der gjort noget ved det. Skadedyrsbekæmpelsen er kontaktet og de sætter et bur op på taget i nabobygningen, som skal indfange duerne. Vi håber meget, at det vil afhjælpe situationen med de ubudne gæster, da det er den eneste løsning der pt. er muligt. Hvis dette ikke løser problemet vil det desværre være de enkelte beboere der er plaget af duerne der skal lave foranstaltninger.   

Ledige kælderrum

Det er muligt at leje et ekstra kælderrum til opbevaring, pt. har vi 3 ledige rum. I enkelte rum er det også muligt at installere vaskemaskine/tørretumbler. På vores hjemmeside er det muligt at se hvor kælderrummene er, kontakt bestyrelsen for udlejning.

Diverse projekter

Vi har i bestyrelsen brugt foråret/sommer på at indhente tilbud på de projekter der blev besluttet på generalforsamlingen. Det betyder at vi nu går et travlt efterår i møde, hvor der blandt andet skal isoleres på loftet, poleres trapper, renoveres kælderdøre, udskiftes stigstrenge og hoveddøre. De berørte opgange vil blive varslet, varsel om trappepolering og isolering er allerede udsendt.

Varsling af efterisolering af etageadskillelse

Som det blev besluttet på generalforsamlingen i foråret, går vi nu i gang med at efterisolere etageadskillelsen mellem lejlighederne på 4. sal og så loftrummet.

Arbejderne vil stå på i perioden 1. september – 30. november 2015, dog inddelt i etaper:

Tidsplanen ser ud som følger

  • 1. sept. – 1. okt.: Fællesarealerne, dvs. gange og tørrerum efterisoleres
  • 1. okt. – 15. okt.: Loftsrum fra Frankrigsgade 29 - 31 og Frankrigshusene 2 - 10 efterisoleres.
  • 15. okt. – 31. okt.: Loftsrum fra Frankrigshusene 12 til Frankrigshusene 22 efterisoleres.
  • 1. nov. – 15. nov.: Loftsrum fra Frankrigsgade 19 – 27 efterisoleres.  
  • 15. nov. 30. nov.: Loftsrum fra Frankrigshusene 1 – 9 efterisoleres.

Tidsplanen er vejledende.

I forbindelse med efterisoleringsarbejderne, vil taget ligeledes blive gennemgået indefra og repareret de steder, hvor der måtte være behov herfor.

Dit loftsrum skal være tømt og vi skal have adgang

Da ovenstående arbejder kræver adgang til loftsrum, skal disse være tømt. Det vil være muligt at opbevare tingene, hvor der normalt tørres tøj på loftet. Gangarealerne skal holdes fri i perioden. Ønsker du ikke at opbevare dine ting på fællesarealerne, skal de opbevares andet steds.

Vi vil samtidig benytte lejligheden til at få overblik over loftsrummene. Du skal derfor sætte en seddel på din loftrumsdør med din lejlighedsadresse. Såfremt et rum ikke har mærkat på og er ryddet inden etapen igangsættes, vil rummet blive ryddet og efterfølgende aflåst. 

Vi gør det ekstra nemt at komme af med storskrald

I forbindelse med oprydningen stiller ejerforeningen storskraldscontainere til rådighed. Der vil være en container placeret ved Frankrigshusene 22, i perioden 25. til 28. september 2015, og efterfølgende en container ved Frankrigshusene 9 i perioden 23. til 26. oktober 2015. Såfremt du ikke er i stand til at rydde loftsrummet, kan bestyrelsen kontaktes, hvorefter vi vil sørge for rydning af rummet, for den enkelte ejers regning.