Loftisoleringsprojektet: Beklagelig forsinkelse af første etape

Isoleringsfirmaet har meddelt os, at de er bagud med første etape, hvilket betyder, at vi skal have adgang til loftsrummene tilhørende Frankrigshusene 2 - 10 i uge 43+44 også (altså indtil og med 30/10). Dette gælder ikke Frankrigsgade 29-31 – her er loftsrummene færdige.

Det er virkelig ærgeligt, og vi er selvfølgelig ikke super imponerede over den sene melding, hvilket vi naturligvis har gjort klart overfor firmaet.

Vi er blevet lovet, at de mander op, så den resterende tidsplan stadig holder.

Giver dette anledning til spørgsmål, så skriv til os i bestyrelsen.

Nyt fra bestyrelsen – Oktober 2015

Vicevært

I bestyrelsen er vi blevet enige om at forsøge med et eksternt firma til at varetage viceværtfunktionen. Vi er nu igang med at indhente tilbud så vi er sikre på at vi får den rigtige service til den rette pris. I mellemtiden har vi afløsning på to gange om ugen og viceværttelefonen er stadig åben og besvares af bestyrelsen.

Varme i radiatorne

Kalenderen siger snart efterår, og der er måske behov for at skrue op for varmen i radiatorerne. Varmen er tændt og du kan skrue op for varmen efter behov. Oplever du udfordringer i forbindelse med dette kan det skyldes, at vores varmeanlæg er udendørs temperaturstyret og derfor kan vores anlæg have svært ved at finde ud af, hvornår det skal lukke op og i for varmen. Det må beregnes, at overgangen er lidt ustabil. Læs evt. gode råd på foreningens hjemmeside www.frankrigshuse.dk/varme

Udluftning til emhætte

For at sikre ensartetheden på bygningen har vi besluttet, at der skal anvendes en speciel rist, i det tilfælde ejere etablerer aftræk til emhætte i ydermuren.

Du kan læse mere her: www.frankrigshuse.dk/emhaette-aftraek

Byggeaffald

Er du i gang med større renovering af lejligheden og drejer byggeaffaldet sig om: Gips, brokker af mursten, tagsten, beton og lignende, sanitetsudstyr (f.eks. toilet, håndvask) eller jord/sten/grus skal det ALTID bringes til en genbrugsplads. Vi ser alt for meget byggeaffald i gårdene og containerne til husholdningsaffald.

Er det en mindre renovering, så som udskiftning af en dør, kan den gamle dør stilles i storskraldsrummet i den store gård.

Facebook

Vores tidligere Facebookside er nu lukket ned og vi henviser i stedet til den nyoprettede gruppe, hvor vi ønsker en god dialog og hjælpsomhed os ejere imellem.

Venlig påmindelse angående rydning af loftsrum

Vi er lige ved at gå i gang med anden etape af loftisoleringsprojektet, hvilket betyder, at isoleringsfirmaet skal ind i de enkelte loftsrum.

Derfor minder vi om, at loftsrummene over Frankrigsgade 29 - 31 og Frankrigshusene 2 - 10 skal være ryddet inden den 1. oktober, da de ellers bliver ryddet og indholdet afleveret til storskrald for ejeres regning.

Læs mere og se tidsplanen for de resterende loftsrum i vores orientering om projektet fra august.  

Så er der tændt for varmen!

Den flotte solskinsdag i søndags markerede meget fint slutningen af sensommeren, og vi må erkende, at det er blevet efterår. Derfor har vi i dag fået tændt for varmen.

Der skulle derfor være varme i alle kroge af ejendommen i løbet af et døgns tid.

Oplever du, at der ikke kommer varme i din radiator, så tjek om det er ventilnålen, der skal motioneres (se en video med, hvordan du gør).

Er der varme på, men ikke nok, så skriv til bestyrelsen, og vi vil se, hvad vi kan gøre.

Forvent lidt indkøring over de næste uger, hvor vejret slår over fra ok lunt om dagen til koldt om aftenen/natten.

Der er altid mere information at hente under Beboerhåndbogen på www.frankrigshuse.dk

Container til storskrald ankommet

Isoleringsprojektet på lofterne er rigtig godt i gang, og de første etaper i fællesarealerne er gennemført.

Den varslede storskraldscontainer er ankommet og står på vejen ved Frankrigshusene 10, så den er nem at komme til.

Alle større effekter kan komme i containeren, dog ikke elektronik, og selvfølgelig ikke byggeaffald, som skal på genbrugspladsen.

Så skal der sorteres ud fra loft- eller kælderrum, så er det nu.

Containeren står indtil mandag morgen 28/9.