Lukket for vandet 24. februar

HOFOR har meldt, at en af vores vandmålere under FH5 skal opgraderes, hvilket betyder, at der bliver lukket for vandet i to timer onsdag d. 24. februar fra kl. 8.00-10.00.

Dette vedrører lejlighederne omkring den store gård; altså FG19-27 og FH1-9

Nyt fra bestyrelsen - februar 2016

Tag godt imod vores nye vicevært Peter Metnik

Vi har nu fået lavet en aftale med et vicevært firma - Metniks Multiservice. Peter startede i midten af januar, og er allerede godt i gang. Han sørger for almindelig viceværtservice, trappevask og snerydning. Peter kan træffes på tlf.: 2221 8892 på hverdage mellem kl. 10:00-12:00 og i akutte tilfælde (fx akut vandskade). Det gamle telefonnummer til viceværten er lukket.

Du kan læse mere om firmaet på: www.metniksmultiservice.dk

Generalforsamling 2016

Datoen for generalforsamling i 2016 er fastsat til d. 17 marts - så sæt kryds i kalenderen. En officiel indkaldelse følger selvfølgelig ifølge vedtægterne.

10 nye hoveddøre

Nye hoveddøre er monteret i 10 opgange med tilhørende nyt låsesystem. Resten af opgangene får nye hoveddøre i 2016, såfremt budgettet godkendes på generalforsamlingen i marts.

Det nye låsesystem giver endvidere mulighed for at få samme nøgle til lejlighedsdøren som til hoveddøren (opgangsdøren), da de nye nøgler er unikke til hver lejlighed. Dette kræver dog bl.a. skift af cylinder, som den enkelte ejer selv skal afholde udgiften til, såfremt løsningen ønskes. Kontakt bestyrelsen, hvis du er interesseret.

Parker din cykel med omtanke, tak

Det er ikke tilladt at parkere sin cykel ved hækkene ind til hoveddøren, da det skal være en farbar brandvej og cykler besværliggør renhold/snerydning. Ej heller må cyklen låses fast til gelænderet ned til kælderen, da renovationsvogne skal kunne hente vores skrald.

Vi sætter fokus på cykelparkering og affald i 2016, så orientér dig om cykelparkering her: www.frankrigshuse.dk/parkering-af-cykel og kom gerne med idéer til, hvordan vi kan gøre gårde og kældre mere attraktive at parkere i.    

Navn på postkassen

Langt de fleste har foreningens flotte ensartede navneskilt på postkassen. Såfremt at navneskiltet på din postkasse ikke er opdateret eller som det skal være, så kontakt bestyrelsen med fulde navn og adresse, og så får vi også lavet et flot navneskilt til din postkasse.

Lukket for varmt vand torsdag og fredag

Vi minder om, at vi får renset varmesystemet på torsdag og fredag, hvilket betyder, at der ikke er varmt vand og varme mellem 8 og 15.

FH 1-9 og FG19-27 er uden varmt vand og varme torsdag d. 4. februar fra 8-15

FH 2-22 og FG29-31 er uden varmt vand og varme fredag d. 5. februar fra 8-15

For at undgå vandskader og minimere problemer med "rørsmuds" i hver enkelt ejers vandhaner, beder vi alle holde varmtvandshaner lukkede mens rensningen foregår.

Opstramning omkring storskrald og affald

Så er vi trådt ind i 2016, og måtte desværre starte året med at aflåse storskraldsrummet, da det er fyldt op med byggeaffald og et gammelt køkken; begge dele ting, der ikke hører til i storskraldsrummet.

Vi er sikre på, at det må bygge på en misforståelse, så vi linker lige til reglerne for brug af storskraldsrummet. Vi hører gerne fra personen, der er kommet til at smide køkken og byggeaffald i storskrald, så vi kan finde en løsning (ellers hænger ejerforeningen på regningen for bortskaffelse, hvilket vi ikke forestiller os nogen ejere ønsker).

Affald og sortering

Vi ser, at I bruger plastik og metal-containerne flittigt, hvilket er helt fantastisk – godt gået!

Det vil være fedt at flere begynder at sortere – særligt plastik fylder meget i husholdningsaffaldet, så hvis du skal starte ét sted, så start med hård plast.

Ellers ser vi en del pap og cigaretskodder blive smidt/efterladt i gårdene. Det ikke i orden, så lad være med det.

Pap skal foldes og i papcontaineren – er der ikke plads, så prøv den næste. Pappet er dit ansvar indtil det er puttet korrekt i en papcontainer. Pizzabakker hører ikke til i papcontaineren.

Cigaretskodder ud over altanen forstår vi ikke, hvordan man som ejer bare smider?! Det er så slemt nogle steder, at vi gerne modtager tip om, hvor skodderne kommer fra, så vi kan bringe en advarsel og/eller en regning for ekstra renhold.

Det samme gælder i øvrigt reklamer, der efterlades i/foran opgangene. Ønsker du ikke reklamer, så tilmeld nej tak-ordningen

Generel renholdelse

Der har været skriveri om den generelle udvendige vedligeholdelse i facebookgruppen. Nytåret ramte lidt skævt i forhold til arbejdsdage i den midlertidige viceværtsordning, hvilket betød raketter mv. fik lov at ligge længere end vi alle ønskede.

Vi er i sidste fase af en mere permanent løsning på vicevært-ordning, så dette bliver endnu bedre fremover.