NYT FRA BESTYRELSEN - MARTS 2021

GENERALFORSAMLING 2021

Vi har sat 6. maj som dato for Generalforsamling 2021, så sæt kryds i kalenderen.

KUN TOILETPAPIR I TOILETTET

De sidste måneder har budt på flere udkald til tilstoppede faldstammer. Det forekommer, at det er vådservietter, tamponer og andet uopløseligt, der bliver smidt i toilettet og er skyld i tilstopning og unødvendige omkostninger for foreningen.

Så: Udover dét, der har været igennem en menneskekrop, er det kun toiletpapir, der skal i toilettet. Tamponer, vat, ansigtsmasker og hårbørster skal i skraldespanden.

DU HAR ANSVARET FOR RENGØRING EFTER RENOVERING

Husk, at hvis man støver/sviner på trappen, i kælderen eller loftet, skal man selv feje, vaske og gøre rent. Det er ikke viceværten eller trappevaskerens opgave at gøre rent efter renovering/ombygning.

Ovenstående gælder også hvis du har lavet en aftale med et firma omkring renovering eller andet. Det er dit ansvar at firmaet rydder op efter sig. Vi har i de seneste måneder oplevet præcis dette problem (og andre) med firmaet Badmodul (og deres underleverandører), som virker til at have meget svært ved at holde aftaler, kommunikere klart og behandle opgangene med respekt. Vi har forsøgt at få en dialog med Badmodul uden held, og vil derfor decideret fraråde at hyre Badmodul.

NY TILKNYTTET ELEKTRIKER

Vi byder velkommen til Munks El Service som fast elektriker i foreningen, og har opdateret kontaktoplysninger på infotavlen i opgangen og på hjemmesiden.

NYT ENERGIMÆRKE

Ejerforeningens energimærke skal fornyes hvert tiende år. Det er vores netop blevet og baseret på arbejdet med at isolering på lofterne, udskiftning af gadedøre og andre optimeringer, er vi rykket fra kategori D til C. Det er den rigtige vej. Hurra!

Rapporten kan downloades på: frankrigshuse.dk/andre-dokumenter

FOKUS PÅ SORTERING: PORCELÆN

Porcelæn, keramik og stentøj, der er i god stand kan stilles i byttehjørnet i storskraldsrummet til glæde for andre eller bortgives via fx dba.dk

Er en tallerken eller kop gået i stykker, skal den pakkes forsvarligt ind og puttes i restaffald.

Vandmålere: Sidste frist for tilbagemelding er 11. februar

Torsdag 11. februar er det sidste frist for at fortælle os, om du vil være med i tilbuddet fra Vest VVS ifm. installation af vandmålere.

Vi vil gerne høre fra alle ejere uanset om du vil tage del i tilbuddet eller selv står for installation. Vi gentager derfor, at såfremt du ikke kommer med en tilbagemelding, så står du selv for at få installeret målere og skal kontakte bestyrelsen for at få udleveret målere (målerne er gratis).

Er der ikke målere installeret senest 26. marts, vil der fremover blive pålagt et ekstra gebyr for opgørelse af vand hvert år.

Du kan se alle informationer om løsningen og finde den grønne knap til tilbagemelding på: frankrigshuse.dk/vandmaalere

Vi kontakter alle, der vælger tilbuddet fra Vest VVS i midten af februar.

-

Undersiden er nu også opdateret med planen for hvornår Techem skal forbi de enkelte opgange for at registrere målere i starten af april 2021, så du kan begynde at planlægge at være hjemme eller aflevere nøgle til bestyrelsen.

NYT FRA BESTYRELSEN - FEBRUAR 2021

FJERNAFLÆSTE VANDMÅLERE

Vi er nu klar med tilbud på montering af vandmålere i forbindelse med, at vi overgår til individuelt afregnet forbrug 1. april 2021. Det er frivilligt om tilbuddet fra Vest VVS benyttes, eller du som ejer selv vil stå for at finde et autoriseret VVS firma.

Alle ejere (undtaget dem, der har fået monteret allerede) skal melde ind via hjemmesiden, så vi ved, hvem der ønsker tilbuddet, og hvem der klarer det selv.

Se tilbud og vælg løsning senest 11. februar 2021: frankrigshuse.dk/vandmaalere

ALLE VANDRØR ER UDSKIFTET

De sidste rør er udskiftet i Blok 2 og vandmålere er monteret på fællesarealer. Vi er derfor stolte af at kunne melde, at alle vandrør i foreningen er skiftet. 

Tak for tålmodighed og godt humør i de berørte opgange - særligt Blok 2, der har måttet undvære vand i ekstra mange dage i perioden.

CYKELOPRYDNING

Der bliver monteret blå tape på alle cykler, barnevogne, løbehjul og andet med hjul i starten af februar. Fjern tapen på det du bruger senest 7. marts.

RENS AFLØBET OG UNDGÅ VANDSKADE

Vi oplever desværre alt for mange vandskader, der kunne være undgået med simpel rensning og vedligehold. Når fx gulvafløbet i badeværelset stopper til, får det vandet til at stige i stedet for at løbe igennem. Det betyder vandet søger ud i underlaget og derefter nedad til underboerne = vandskade!

Bare i januar, har vi haft 2 sager. Vi skal ikke mere end fire år tilbage, for at vi blev opsagt og måtte acceptere dårligere forsikringsvilkår, netop pga. mange vandskader.

Så husk: Trækker vandet ikke ud øjeblikkeligt, skal afløbet renses. Gerne før. 

FOKUS PÅ SORTERING: ELEKTRONIK

Mindre elektroniske dimser som kogekander, hårtørrere eller lamper der er udtjente, skal i småt elektronik containeren (orange låg).

Større ting som støvsuger, vaskemaskine, TV, radioanlæg og køleskab, skal i storskraldsrummet. Er en dims blevet tilovers, kan den sælges billigt på fx dba.dk eller doneres til en genbrugsbutik eller Kofoed Skole på Holmbladsgade.


Installation af vandmålere - vigtig dato: 11. februar

Der er nu under 3 måneder til at vi overgår til forbrugsafregnet vand.

De fjernaflæste vandmålere er leveret og klar til at blive monteret, så nu skal du som ejer tage stilling til, om du vil benytte det tilbud, vi har indhentet fra Vest VVS, eller du selv vil hyre et autoriseret VVS firma til opgaven.

Vi har samlet priser, mere information og detaljer om tilbuddet fra Vest VVS på frankrigshuse.dk/vandmaalere

Du skal senest 11. februar vælge om du vil tage imod tilbuddet eller selv stå for montering. Såfremt du selv står for det, skal vandmålerne være installeret senest 26. marts 2021.

Når du ved, hvad du vil, så tryk på den grønne knap i bunden og send os dit valg, så vi kan planlægge omfanget af arbejdet fra 11. februar.

Siden med information: frankrigshuse.dk/vandmaalere

Yousee - sidste orientering fra bestyrelsen

Så er der kommet brev fra Yousee, som er leveret i postkassen hos alle ejere.

Har du ikke modtaget et brev - eller er brevet stilet til en tidligere ejer (altså forkert navn) - skal du kontakte Yousee kundeservice (telefon 70704765)

Det gratis fuldpakke signal som Yousee har aktiveret som kompensation for forsinkelsen, bliver deaktiveret ved udgangen af januar.

Det vil sige, at hvis du ønsker TV-signal fra Yousee fremover, skal du følge instruksen i brevet og kontakte Yousee kundeservice (eller gå til webadressen i brevet) for at vælge pakke.

Denne pakke vil så være gældende fremover, og fakturering vil ske fra 1. januar 2021 - direkte fra Yousee.

Ønsker du ikke at modtage TV-signal fra Yousee, skal du ikke foretage dig noget.

Oprettelsen er gratis til og med 2. februar 2021.

Giver dette anledning til nogen spørgsmål, henviser vi til Yousee kundeservice, da foreningen nu officielt ikke er involveret i administration af kundeforhold med Yousee længere.