NYT FRA BESTYRELSEN – JUNI 2023

TAK FOR EN GOD GENERALFORSAMLING

Fra bestyrelsens side takker vi alle, der deltog i årets generalforsamling d. 23. maj.
Den sædvanlige dagsorden blev gennemført og næste års budget godkendt. Referatet ligger klar på foreningens hjemmeside.

Udover genvalg af Pernille, Kasper og Iben, fik vi nye suppleanter:  Nikolaj Winther Olsen og Christoffer Horn, som vi ser frem til at give indblik i bestyrelsesarbejdet.

INGEN DØRMÅTTER FREMOVER

På generalforsamlingen blev det besluttet at ændre i vores husorden, så dørmåtter ikke længere må ligge uden for dørene i opgangene. 

Husk derfor at fjerne din dørmåtte senest søndag d. 16. juli, da vi fjerner løse dørmåtter efter denne dato. Vi skriver også ud med påmindelse i ugerne op til.

ARRANGEMENT I GÅRDEN!

Vi holder fællesarrangement sammen med E/F Hollændervænget i gården ved blok 2, når vi viser første etape af Tour de France lørdag d. 1. juli. Arrangementet er gratis og for vores to foreningers beboere.

Sæt kryds i kalenderen og kom og hils på dine naboer, så byder vi på en kold øl og en grillpølse! Vi glæder os til at se jer til hyggelige timer i gården. En flyer følger snarest.

NY TRAPPEVASKAFTALE

Vi har fået ny aftale om trappevask fra d. 1. maj med JR Service, som også er vores vicevært. Vi synes, at de leverer et flot resultat, og du kan se hvilke opgaver, der klares hvornår i de skemaer, som er hængt op i opgangene.

NY PRIS PÅ NØGLER

Prisen på nøgler er steget, og koster nu 260,- per styk. Husk, at du kan bestille nye nøgler via foreningens hjemmeside lige her: frankrigshuse.dk/noegler 

SORTERINGSTIP: PORCELÆN

Skal du af med porcelæn, keramik og stentøj, der er i god stand, kan du stille det i byttehjørnet i storskraldsrummet til glæde for andre. 

Hvis en tallerken eller kop er gået i stykker, skal den emballeres forsvarligt og puttes i restaffald.

Så lukker vi for varmen

I morgen tirsdag 16. maj 2023 lukker vi for varmen, da udetemperaturen nu er høj nok.

I den forbindelse kommer her et tip der sikrer, at du får varme på igen til efteråret:

Lad radiatorventilen stå på “2”

For at undgå at radiatorventilen (termostathåndtaget) sætter sig fast om sommeren, så lad den stå lidt åben - fx på “2“. Det vil være optimalt at “motionere” ventilen ved at dreje op og ned for termostaten et par gange hver måned. Det kan dog knibe at huske at få det gjort, så det næstbedste er at sætte termostaten på “2”, hvilket gør det lettere at få den lille pind inde i ventilen til at bevæge sig igen til efteråret.

Det koster ikke noget i forbrug at have radiatoren stående “åben” udenfor varmesæsonen, da der er lukket for varmen i den periode.

SKAL DU HAVE SKIFTET radiator?

Overvejer du at få skiftet radiator eller ventiler, så er sommeren den bedste tid for den slags arbejde, da der ikke er varme i systemet. Det betyder bedre tid til arbejdet og ingen gener for din naboer, hvis arbejdet strækker sig over et par dage.

Der er som udgangspunkt lukket for varmen til og med august.

Læs mere på: frankrigshuse.dk/varme

NYT FRA BESTYRELSEN - MAJ 2023

GENERALFORSAMLING 23. MAJ

Det er snart tid til den årlige generalforsamling, og der kommer indkaldelser ud til alle ejere inden længe. Vi glæder os til at se jer og husk at overdrage en fuldmagt til en nabo, hvis du ikke selv kan komme. Så går din stemme ikke tabt.

Overvejer du at blive suppleant til bestyrelsen, så skriv gerne til os for at få mere at vide på: bestyrelsen@frankrigshuse

GÅRDENE BLIVER GJORT FORÅRSKLAR

Vejret er så småt med os, og vores fine gårde er klar til brug. Et nyt bord-/bænkesæt er klar i gården i blok 2, mens der er sat stole op på terrassen i gården ved blok 1. Vi håber, at I vil bruge gårdene og deres udstyr (fællesgrill, sandkassen, bænkesæt, legesager) i sommermånederne. 

Husk blot at vores husorden også gælder udenfor og vis hensyn til dine naboer, så alle kan være med - både hvis du sidder i gården eller på din altan.

STATUS FRA TAGGRUPPEN

Taggruppen er kommet i mål med at vælge en rådgiver til det indledende arbejde med at udskifte foreningens tag. VOPA hjælper os med opgaven, og vi forventer at afholde en ekstraordinær generalforsamling i efteråret 2023 om arbejdet.

Hvis du har lyst til at være med i taggruppen, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til os på bestyrelsen@frankrigshuse.dk.

STATUS PÅ UDSKIFTNING AF SÅLBÆNKE

Vi er næsten færdige med at få udskiftet første hold af sålbænke, og det bliver afsluttet i maj. Den resterende mængde sålbænke, som skal skiftes, vil blive klaret i forbindelse med tagarbejdet.

SPARETIP: HUSK AT AFKALKE

Sørg for at afkalke elkedel og kaffemaskine jævnligt. Kalk i maskinerne får både bryggetid og elforbrug til at stige. Sørg også for at afkalke din opvaskemaskine - den bruger mere strøm og vasker dårligere, hvis varmelegemet er tilkalket. Vandet er særligt hårdt i København, og derfor bør du afkalke to gange om året.

NYT FRA BESTYRELSEN - APRIL 2023

FEJLMELDING AF RØGALARMER

Hvis en røgalarm i din opgang trænger til nyt batteri, så kontakt os hurtigst muligt. Alarmerne skal virke, og ikke blot efterlades i vindueskarme med batterierne taget ud.

Send os en mail på bestyrelsen@frankrigshuse.dk og oplys hvilken opgang og etage, det drejer sig om. Vi giver beskeden til viceværten, der skifter batteriet i røgalarmen.

SÅLBÆNKE

Udskiftning af sålbænke fortsætter i uge 15, og vi starter med 1. sal i blok 2.

Altaner mod gaden, hvor der sidder gamle sålbænke, skal ryddes inden opstart, da der skal arbejdes fra altanen. Sålbænke i haverne ved blok 1 skiftes sidst. Adgang til haverne sker fra gaden over hækkene, og vil som udgangspunkt ikke kræve adgang indefra.  Vi orienterer ejerne individuelt inden opstart.

Arbejdet udføres på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00.

CYKELOPRYDNINGEN ER I FULD GANG

Er der et stykke blå tape på cyklen, som fragter dig til arbejde hver dag, skal du huske at fjerne det. 

Cykler, der stadig har blå tape påsat efter den 18. april 2023, bliver fjernet og sendt til hittegods.

HOLDER TIL KØKKENKURV I GÅRDEN VED BLOK 1 - RETTELSE FRA NFB MARTS

Vi har været del af et kommunalt forsøg, hvor blok 1 kan hente bioposer og køkkenkurve i gården. Forsøget udvides, så du også kan hente en holder til køkkenkurven.

Læs om holderen på følgende link, hvor du også kan bestille en holder, hvis du ikke kan vente - eller bor i blok 2: affald.kk.dk/bioposer-og-koekkenkurv/holder-til-madaffald

Bor du i blok 2 kan du stadig hente dine bioposer i værkstedet.

SORTERINGSTIP: TØJ

Tøj, som er for godt til at blive smidt ud, og som derfor kan glæde andre, kan afleveres i en tøjcontainer. De står rundt omkring fx ved Amagerbro Station. Nogle butikker tager også imod tøj i god stand. Er tøjet udtjent/slidt/hullet, skal det i restaffald.