Nyt fra bestyrelsen - Marts 2013

Leonel er kommet godt igang

Vores nye vicevært Leonel har haft en fin start og er ved at lære opgaverne, ejerforeningen og beboerne bedre at kende. Skulle du have brug for at kontakte ham, kan han fanges per telefon på 61 67 76 62, per mail på leonel@frankrigshuse.dk og per brev gennem brevsprækken i vinduet til viceværtkontoret i Frankrigshusene 5 kld.

Ny Amagerbrogade
I forbindelse med omdannelsen af Amagerbrogade håber vi, at mange af jer som beboere i området gav jeres holdning til kende. Fra bestyrelsens side har vi sendt et skriv til kommunen, hvor vi på ejerforening-ens vegne kommer med input og forsøger at påvirke i retning af bedre og mere sikre cyklist- og parkeringsforhold. Læs vores henvendelse her.

Nedsivningsanlægget i den store gård
A4 Arkitekter & Ingeniører har præsenteret bestyrelsen og naboforeningens bestyrelse for tre modeller for håndtering af problemerne med nedsivningsanlægget i den store gård. Vi har foreløbig alene givet tilsagn til at afprøve det løsningsforslag, der er umiddelbart omkostningsfrit for de to ejerforeninger - dette da problemerne netop skyldes en fejl i den forundersøgelse, som A4 stod for. Er denne løsning ikke farbar vej, skal sagen givetvis afklares juridisk, da de øvrige løsningsforslag påfører foreningen betydelige omkostninger. Vi har derfor etableret et samarbejde med en dygtig entrepriseadvokat til at varetage de to ejerforeningers interesser.

Nye entredøre
Efter gennem lang tid at have bokset med, hvordan vi skal gribe nogle ejeres ønske om en ny entredør an, har vi besluttet, at ønsker man som ejer at udskifte sin entredør, kan man frit vælge model under nøje efterlevelse af visse retningslinjer for størrelse, udseende mv. Disse retningslinjer vil fremgå af hjemmesiden så snart vi har fået bekræftet den endelige løsning fra leverandørside, givetvis i løbet af de næste dage. Vi har indhentet tilbud på den foreskrevne løsning og vil som det næste afdække, hvor mange der ønsker at være med i en større udskiftningsrunde - det hører I nærmere om snarest.

Renovering eller udskiftning af gamle vinduer
Med ønsket om at sikre ejerforeningen et ensartet og velvedligeholdt udtryk, har vi udarbejdet et overblik over lejligheder med gamle vinduer, herunder hvor der er tydelige behov for at udskifte eller renovere og male de gamle. Alle lejligheder med gamle vinduer vil modtage et brev med nærmere information (ejerne, ikke eventuelle lejere) - vi har brevet klar, men mangler tilbud på udskiftning til nye vinduer. Når vi også har modtaget det, vil de relevante ejere høre nærmere. For dem, der har gamle men velvedligeholdte vinduer, er tilbuddet alene til information i det tilfælde, at man ønsker at udskifte de gamle vinduer af energimæssige hensyn.

Ellers er der ikke andet tilbage for nu end at ønske vel mødt til generalforsamlingen, hvor vi håber at se så mange af jer som muligt.

Nyt fra bestyrelsen - Februar 2013

Ansættelse af ny vicevært

Det glæder os at kunne meddele, at vi har ansat en virkelig lovende vicevært til foreningen. Både hans kvalifikationer og hans personlighed er helt i top, så vi glæder os til at byde ham velkommen, når han starter i jobbet fredag den 15. februar. Han hedder Leonel og er 48 år, han er født i Chile men opvokset i Danmark, han er uddannet VVS-rørsmed og VVS-tekniker, og han har adskillige års relevant erfaring fra stillinger som både pedel og teknisk serviceleder.

Vi håber, at I vil hjælpe os med at tage rigtig godt imod ham!

Tiltag for en lavere el-regning til ejerforeningen
Vi har flere tiltag på tegnebrættet for at nedbringe ejerforeningens fælles el-regning. Dels en komplet gennemgang af bygningerne med henblik på en vurdering af, hvor der er rentable muligheder for at spare på strømmen; herefter tilbud på de foreslåede initiativer. Og dels er vi ved at få udskiftet et antal lamper og kontakter i kældrene til mere energibesparende løsninger. Det indebærer blandt andet, at lyset i eksempelvis tørrekældrene går ud efter 10 minutter frem for at brænde hele natten som hidtil og at alle gangarealer vil blive sensorstyret.

Nedsivningsanlægget i den store gård
Efter etableringen af nedsivningsanlægget i den store gård, har der været problemer med vandindtrængning i kældrene (dog primært hos naboforeningen, da deres kældre ligger dybere end vores), hvorfor vi har fået udarbejdet en uvildig rapport omkring projekteringen af anlægget. Rapporten konstaterer, at anlægget er dimensioneret forkert i forhold til den jordtype regnvandet bliver udledt i. Både foranalysen og selve entreprisen blev varetaget af A4 Arkitekter & Ingeniører, som vi nu er i dialog med i relation til, hvordan problemerne skal afhjælpes. Vi håber, at der findes en løsning - og alternativt at A4 Arkitekter & Ingeniører lader udeståendet dække af deres lovpligtige ansvarsforsikring.

Flere træer til den store gård
Vi har for længe siden besluttet at få plantet et par ekstra træer i den store gård, der kan synes relativt bar efter gårdfornyelsen. Vi har i første omgang undersøgt, om der skulle være ekstra midler i kommunens gårdprojekt, hvilket ikke var tilfældet. Det er imidlertid ikke nogen voldsom udskrivning, så vi skal nok få træerne for egen regning - dog trækker det lidt ud fordi det skal foregå i regi af gårdlauget, hvor vi er repræsenteret sammen med naboforeningen, som vi jo deler gården med efter gårdfornyelsen. De modsætter sig ikke ønsket om flere træer men har betinget sig, at de skal være spiselige. Så vi undersøger, hvad der så vil passe bedst, og får dem plantet snares muligt - senest i løbet af foråret.

Generalforsamling 20. marts 2013
Ejerforeningens årlige generalforsamling afholdes 20. marts 2013. Emner og forslag til behandling på generalforsamlingen skal ifølge vedtægterne indgives skriftligt til bestyrelsen senest tre uger forinden; de kan fremsendes på mail til bestyrelsen@frankrigshuse.dk eller per post til viceværtkontoret i Frankrigshusene 5, kld. Bemærk at vi ikke modtager emner og forslag via Facebook.

Kommentar til generalforsamlingen 2012

25-05-2012

Så er foreningens årlige generalforsamling overstået; regnskab og budget er godkendt, forslag er vedtaget eller afvist, og bestyrelsesmedlemmer er valgt og genvalgt. Som bestyrelse vil vi gerne understrege, at vi har hørt og forstået budskabet om mere kommunikation, og vi vil gøre vores yderste for at leve op til jeres forventninger fremadrettet. Når det så er sagt, må vi samtidig indrømme, at vi har svært ved helt at acceptere graden af kritik af det arbejde vi udfører - og ikke mindst hele den stemning der blev skabt omkring det. Vi ønskede ikke at stille op til en større forsvarstale i aftes, men føler dog et behov for at kommentere kritikken; derfor dette indlæg.

Frem til omkring 2007/2008 var der ikke nogen nævneværdig kommunikation ud over nødvendige driftsrelaterede opslag på tavlerne i opgangene. Bestyrelsen kunne man kun komme i kontakt med per telefon eller ved at troppe op i bestyrelseskælderen i åbningstiden (en halv time hver anden torsdag aften), og der var ingen større projekter eller initiativer med henblik på at gøre foreningen til et mere attraktivt sted at bo eller eje en lejlighed. Og den gang var der - paradoksalt nok - ingen kritik af manglende kommunikation, initiativ eller arbejdsomhed i bestyrelsen.

Siden da har vi udarbejdet en hjemmeside, hvor man kan finde de mest almindelige informationer, oprettet en mail, hvor man kan kontakte bestyrelsen og normalt få svar inden for et par dage, og introduceret 'Nyt fra bestyrelsen' på opslagstavler og hjemmesiden, hvor vi samler op på informationer om forskellige tiltag, når vi synes der er tilstrækkeligt at kommunikere om. Derudover er der gennemført mange initiativer for at forbedre foreningen, bygningerne og fællesarealerne; i flæng kan nævnes de nye opgange, de nyrenoverede gårde, røgalarmer i opgangene, nyrestaurerede indgangsdøre (igangværende; Claus mangler stadig cirka en tredjedel) og nyudskiftet kloakering i den store gård. Alt sammen i tillæg til den daglige drift og almindelige vedligeholdelse af en ganske stor ejerforening.

På den baggrund er det svært ikke at sidde lidt skuffet tilbage efter en generalforsamling som den i går. Vi er ikke ude efter taknemmelighed eller højere løn, men det er svært at forstå og forholde sig til, at kritikken stiger nærmest proportionalt med antallet af initiativer og mængden af kommunikation. Og selvom der ikke var nogen kritik, den gang der hverken var initiativer eller kommunikation, tror vi simpelthen ikke på, at vejen frem skulle være at erstatte mailen, hjemmesiden, Nyt fra bestyrelsen og Facebook-siden med en tilbagevenden til en halv times åbent i bestyrelseskælderen hver anden torsdag.

For et par år siden besluttede vi i bestyrelsen, at vi ville arbejde ud fra værdierne ansvarlighed, fornyelse og åbenhed. Vi kan imidlertid høre på jeres tilbagemeldinger, at vi ikke har fokuseret nok på den sidste. Det skyldes givetvis, at vi - måske i for høj grad - har arbejdet ud fra et princip om, at det vigtigste er at få opgaverne og projekterne løst, det næstvigtigste er at berette om det. Her tager vi (som afslutningsvist bemærket i går) jeres tilbagemeldinger til efterretning og vil sørge for at prioritere anderledes fremadrettet.

Vi kommer aldrig til at kunne garantere, at der ikke sker fejl der indebærer, at en mail eller et brev forbliver ubesvaret. Heldigvis hører det så afgjort til blandt undtagelserne. Vi tør heller ikke love, at vi i forbindelse med eksempelvis kommunalt vejarbejde omkring vores gader og parkeringspladser løbende kan levere en ugentlig status - det har vi simpelthen ikke tid til at indhente i tillæg til alle de øvrige opgaver. Men vi kunne måske aftale, at I gør os opmærksomme på det, så snart I undrer jer over et manglende svar på en henvendelse, eller når I går og spekulerer over status på et igangværende arbejde (uanset om det udføres internt i foreningen eller i kommunalt regi). For alle parter vil sådan et setup være at foretrække frem for at gemme forespørgslen og opspare frustrationerne til førstkommende generalforsamling.

Ud over afslutningsvist at ønske alle en god pinse, vil vi gerne rette en stor tak til jer, der i plenum tilkendegav opbakning til bestyrelsen eller efter generalforsamlingen var forbi med en bemærkning om jeres positive oplevelser og generelt positive indstilling til vores arbejde. Vi håber, at I har ret, når I kalder jer "det tavse flertal" - uanset hvad var det meget opløftende at høre, så mange tak for det!

Mange hilsner fra bestyrelsen