Lukket for vandet tirsdag 9. maj fra 12-16

I forbindelse med akut udskiftning af en ventil, er det nødvendigt at lukke for vandet til hele bygningen ved den lille gård.

Det betyder, at der vil være lukket for både varmt og koldt vand i FG 29-31 og FH 2-22 den 09. maj 2017 fra kl. 12.00 – 16.00.

Husk at det kan forventes vandet er lidt grumset, når der åbnes igen, så vær opmærksom og pil evt. filtre ud af vandhanen, når der åbnes første gang.

Nyt fra bestyrelsen – maj 2017

Udskiftning af stigstrenge

Udskiftning af stigstrenge (lodrette vandrør) foregår i denne omgang i FG 27 (bad + køkken), FH 22 (køkken) og FH 18 (bad). Berørte opgange vil blive adviseret i god tid.

Mere information: www.frankrigshuse.dk/vandroer

Kvartalsprojekt – “Lån en VVS'er”

Vi betaler for vand fordelt efter fællestal i foreningen, hvilket betyder at alle former for vandbesparelser komme alle ejere til gode.

Derfor har vi fået den idé, at stille en VVS’er til rådighed en halv time for de ejere, der måtte have et løbende toilet, en dryppende vandhane eller vil have et overslag på udskiftning af toilet, så vi kan få det fikset og spare noget vand.

Foreningen betaler timelønnen (der hurtigt tjener sig hjem) og den enkelte ejer betaler for eventuelle materialer.

Datoen bliver tirsdag den 6. juni – skriv til bestyrelsen, hvis du er interesseret.

Alt plastik kan nu puttes i plastcontaineren

Københavns Kommune ændrer politik omkring sortering af plastikaffald: Fremover kan både hård og blød plastik puttes i plastikcontaineren. Det eneste der kræves er, at plastikken skal være drypfri og skyllet/skrabet fri for fx madrester (behøver ikke være vasket rent).

Renoverer du lejlighed, så rydder du også op

Vi er vist nødt til at minde om, at en del af arbejdet ved at renovere lejlighed, er at sørge for opgang, gård og kælder efterlades i samme stand, som før der blev slebet gulv, båret gipsplader og slæbt byggeaffald. Hvis dette ikke bliver fulgt, vil bestyrelsen overveje at videresende regning for ekstra rengøring til den ansvarlige ejer.

Tak til jer, der har svaret angående altanmaling

Tusind tak til alle jer (mere end 80 ejere), der har meldt tilbage angående blymaling på altanerne. Det har givet os et rigtig godt overblik over omfanget. Tak!

Lukket for vandet 18. april 2017

I forbindelse med udskiftning af en ventil, er det nødvendigt at lukke for vandet til hele bygningen omkring den store gård.

Det betyder, at der vil være lukket for både varmt og koldt vand i FG 19-27 og FH 1-9 den 18. april 2016 fra kl. 12.00 – 16.00.

Husk at det kan forventes vandet er lidt grumset, når der åbnes igen, så vær opmærksom og pil evt. filtre ud af vandhanen, når der åbnes første gang.

Nyt fra bestyrelsen – april 2017

Vandlåsen er dit ansvar - også selvom du ikke kan se den

Vi er begyndt at se vandskader fra utætte/gennemtærede vandlåse/afløb i badeværelserne. Derfor vil vi minde om, at afløb/vandlås er ejers ansvar at vedligeholde. Vandlåsen er nem at overse, da den rent fysisk stikker ud i loftet hos underboen.

Så bank på hos din underbo og spørg venligt, om det er muligt at få et kig på vandlåsen, så I begge kan undgå pludselig at stå med en vandskade – en vandskade, som forsikringen ikke dækker, da der er tale om misvedligehold. Er der rustdannelser eller andet, der ser mystisk ud, så tag et billede af det og hør en VVS’er efter et tilbud på udskiftning.

Brandalarmer der bipper

Er der en brandalarm, der bipper i opgangen, så pil den ikke ned, men skriv en mail til bestyrelsen eller ring til viceværten, så vi kan få udskiftet batterierne. Vi oplever at brandalarmerne forsvinder, hvilket koster unødvendige penge og giver lavere sikkerhed. Så hjælp med at vi holder et højt sikkerhedsniveau i alle opgange ved at give besked.

Ændringer i bestyrelsen

Camilla er stoppet i bestyrelsen og Maria er valgt ind på Generalforsamlingen sammen med nye suppleanter. Generalforsamlingen gik meget fint og tog lige knap en time. Referatet kan findes på www.frankrigshuse.dk under “Dokumenter”.

Husk at låse palerne på opgangsdørene

Problemerne med opgangsdørene er kraftigt aftagende. Faktisk er det kun, når låsepalerne i bund og top af den sekundære dør ikke bliver låst efter begge døre har været åbnet, at der er problemer. Så husk venligst at slå låsepalerne til.

Stop med at sætte skrald de forkerte steder

Det er lidt ærgerligt, at vi skal blive ved med at gøre opmærksom på dette, men der er ugentligt problemer med skrald, lamper, møbler og andre efterladte effekter på trapper, i kældre og ved siden af containerne i gårdene. Men vi tager den lige igen:

  • er der ikke plads i en specifik container, så gå de 37 meter hen til den næste
  • har du affald, der ikke passer i containerne, så sæt det i storskraldsrummet i den store gård. Er rummet fyldt, må du vente, til der er plads igen (det tømmes ugentligt)

  • ting der står i kældre eller på lofter uden forudgående aftale med bestyrelsen betragtes som storskrald og fjernes. For ejers regning, så vidt vi kan identificere, hvem der ejer effekterne.

Nyt fra bestyrelsen – marts 2017

Seneste nyt fra altanprojektet

Det har vist sig, at de nuværende altanværn indeholder asbest og maling på murværk indeholder bly. Derfor har vi endnu ikke underskrevet kontrakt med Windoor. Vi ønsker at forhandle den merpris, for at håndtere dette ind i kontrakten fra starten af. Vi vil fremover løbende skrive en månedlig status på projektet på hjemmesiden, også selv om at der måske ikke er sket så meget. Dette gør vi for at fremadrettet undgå at skulle besvare på individuelle spørgsmål: www.frankrigshuse.dk/altanprojekt

Der er ledige pladser i bestyrelsen

Der er plads til nye aktive ejere i bestyrelsen, enten som bestyrelsesmedlem eller suppleant. Har du lyst til at besidde én af posterne og være tæt på beslutningerne om vores fælles ejendom og dens vedligeholdelse, så husk at mød op til generalforsamlingen den 22. marts. Har du spørgsmål omkring det at være bestyrelsesmedlem eller suppleant, så skriv endelig til os inden.

Kvartalsprojekt

Det er snart tid til at udvælge endnu et kvartalsprojekt, og din idé kan stadig nå at blive til virkelighed. Skriv en idé til et tiltag, en forbedring eller udvikling af noget eksisterende i formularen på www.frankrigshuse.dk/kvartalsprojekt
Vi håber selvfølgelig, du selv vil være en aktiv del af at få din idé realiseret såfremt den bliver udvalgt. Derudover står bestyrelsen selvfølgelig også klar med erfaring og hjælp.  

Renovering af den lille gård

Gruppen ‘baggårdspigerne’ har lagt sidste hånd på planen om at renovere og forskønne den lille gård. Før planen kan blive realiseret mener gruppen, at det er bedst at altanprojektet er færdigt. Så planerne er sat i bero indtil vi har fået flotte nye altaner. Stor tak til baggårdspigerne for deres store arbejde og engagement.