Genindkaldelse til ekstraordinær generalforsamling (altaner)

Den 25. juni 2019 afholdte vi de to indkaldte ekstraordinære generalforsamlinger, hvor der blev stemt om altanprojektet.

En fuldstændig udskiftning af alle altaner blev nedstemt, men udskiftning af alle gårdaltaner (altså begge gårde) blev stemt igennem.

Efterfølgende har vi modtaget en indsigelse fra en ejer, i forhold til, om det var efter vedtægterne at afholde de to ekstraordinære generalforsamlinger i forlængelse af hinanden.

Bestyrelsen mener sammen med foreningens administrator at have fulgt gældende vedtægter, men forstår indsigelsen i forhold til, at fristerne kan bero på en fortolkning. Vi holdte os til, at vi fulgte samme procedure i 2016 ved første afstemning om altanprojektet.

Ejeren fastholder indsigelsen og ønsker at gå videre i byretten. Dette vil potentielt kunne betyde et længere juridisk forløb, som vil forsinke den endelige beslutning, samt være forbundet med omkostninger for foreningen. Så bestyrelsen har vurderet, at en mere pragmatisk løsning er blot at indkalde til den sidste ekstraordinære generalforsamling igen.

HVAD SKAL DER STEMMES OM?

Da udfaldet af den første afstemning blev at iværksætte udskiftning af alle gårdaltaner, vil denne afstemning udelukkende handle om at få bekræftet eller forkastet denne beslutning. Så hvad end, der er 2/3 flertal for, vil blive det endelig resultat.

Vi håber fra bestyrelsens side, at denne udvikling betyder, at flere ejere vil gøre deres stemme gældende, da der kun var knap 130 ejere, ud af 234 mulige, der valgte at stemme.

HVAD SKER DER NU?

Alle ejere vil i løbet af den kommende uge, modtage officiel indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling (inklusiv fuldmagt) den 30. juli kl. 17.00 som afholdes hos Øens Ejendomsadministration, Lergravsvej 59.

Ifølge vedtægterne, skal enhver generalforsamling foregå som fysisk møde, men eftersom både infomøde og første ekstraordinære generalforsamling er afholdt, vil denne kun handle om at stemme og derfor være af kort varighed og uden forplejning mv.

Vi finder det i bestyrelsen derfor helt fint og forståeligt, at man sender fuldmagten via mail eller afleverer den udfyldt i brevsprækken i kældervinduet ved FH5.

Da udskiftning af altaner er forbundet med en betragtelig omkostning for den enkelte ejer (se frankrigshuse.dk/altanprojekt for budget for løsning 2A), ønsker vi at modtage bundne (= udfyldte) fuldmagter, så vi ved, at den enkelte ejer har taget aktivt stilling.

Fremsendes en åben fuldmagt til bestyrelsen, vil denne blive brugt til at stemme for udskiftning af gårdaltaner.

SIDSTE OG AFGØRENDE AFSTEMNING

Det er vigtigt at pointere, at denne sidste ekstraordinære generalforsamling vil udgøre udfaldet af altanprojektet.

Bliver udskiftning af gårdaltaner vedtaget, vil vi gå videre med at udforme endelig kontrakt og tidsplan med Windoor.

Bliver udskiftningen nedstemt, afsluttes altanprojektet, og vi vil gå videre med et renoveringsprojekt i stedet.

Hvad enten du er for eller imod, så afgiv din stemme, så projektet bliver vedtaget eller forkastet baseret på flest mulige stemmer.

Kælderrum ledigt i FG21

1. august bliver der et kælderrum ledigt under Frankrigsgade 21.

Det er muligt at tilslutte vaskemaskine i rummet og den nuværende lejer, er interesseret i at overdrage (sælge) den vaskemaskine der allerede står der.

I Frankrigsgade 31, har en beboer taget initiativ til at lave en vaskeklub - altså hvor en række beboere deles om udgifterne til rum, vaskemaskine osv.Dette synes vi er et rigtig godt initiativ, så hvis der er en beboer, der kunne tænke sig at starte lignende op i Frankrigsgade 21, så vil denne få 1. prioritet til at leje rummet.

Skriv til bestyrelsen, hvis du vil på ventelisten, hvor vi skriver, når kælderrum bliver ledige. Og særligt, hvis du kunne tænke dig at starte en vaskeklub.

Nyt Fra Bestyrelsen - juli 2019

TILSKUD TIL AFFALDSORTERINGSSYSTEM

Københanvs kommune tilbyder tilskud op til kr. 400 til etablering af sorteringssystem. Man skal købe det for egen regning, gemme bonen og sende den ind til kommunen senest 1. august 2019.

Læs detaljer og om hvordan du søger tilskuddet på: kbhsorterer.kk.dk

Dette er en god anledning til at begynde at sortere, hvis du ikke allerede gør det. Jo mere vi sorterer, jo billigere bliver det for foreningen og dine fællesudgifter, da vi kan skære ned på de dyre restaffaldscontainere. Hvis du allerede sorterer kan du opgradere dit system.

NYE BIOPOSER

Er du løbet tør for de grønne bioposer til madaffald, kan en ny rulle findes på fællesværkstedet under FH5 - adgang med opgangsdørsnøglen fra gårdsiden.

FODRING AF FUGLE ER FORBUDT FORDI...

Når fugle bliver fodret, vender de tilbage, fordi de kan bygge rede, få unger og hænge ud. Det ønsker vi ikke. Det er derfor forbudt at fodre fra altaner, i haverne osv.

Vi har rigeligt med udfordringer vedrørende duer, så lad os hjælpes ad med at holde dem væk. Madrester er også guf for rotter og mus, som vi absolut heller ikke ønsker.

NAVNESKILTE PÅ POSTKASSER

Er du ny i foreningen eller skal dit postkasseskilt opdateres, kan du bestille et nyt, ganske gratis på: frankrigshuse.dk/postkasser

Hjemmelavede postkasseskilte bliver fjernet løbende, så bestil et rigtigt i stedet.

ALTANPROJEKTET

Den 25. juli havde vi ekstraordinær generalforsamling omkring udskiftning af altanerne. Afstemningen er endt med at flertal for at udskifte altanerne mod begge gårde.

Det betyder at vi nu vil gå i gang med den nærmere planlægning sammen med Windoor. På sigt vil vi også udarbejde en renoveringsplan for gadealtanerne.

Referat fra infomøde om altaner og husk fuldmagt til afstemning

Referatet og præsentation fra infomødet om altanprojektet er nu tilgængeligt på frankrigshuse.dk/altanprojekt - nederst på siden under Dokumenter.

Fuldmagt skal sendes/afleveres til bestyrelsen senest mandag 24. juni så vi har dem med til afstemning til ekstraordinær generalforsamling tirsdag 25. kl. 19.00

I forhold til udfyldelse af fuldmagt - og afstemningen i det hele taget - så stem ja til de løsninger, der ikke vedrører den blok, du selv bor i. Det vil ikke påvirke din egen løsning, men gøre det muligt at det reelt bliver de ejere, der bor i hver blok, der kan afgøre, hvorvidt en løsning skal stemmes igennem eller ej.

Det er desværre den eneste formelle måde, vi kan opstille afstemningen på, så vi forstår godt, hvis det er forvirrende.

Uanset hvad, så udfyld krydser for alle løsninger. Og sæt kryds ved ja i den blok, du ikke selv er ejer i, da dette vil give den mest rimelige afstemning for alle parter.

Fuldmagten ligger som sidste side i indkaldelsen til generalforsamlingen. Og fuldmagt kan gives til enten bestyrelsen, administrator eller til en nabo, der deltager i den ekstraordinære generalforsamling.

Giver ovenstående anledning til spørgsmål, så skriv til bestyrelsen.

Vel mødt på tirsdag.

Opdateret information om altanprojekt og påmindelse om infomøde

De opdaterede informationer, budgetter og forskellige afstemningsløsninger er nu tilgængelige og findes på frankrigshuse.dk/altanprojekt

Alle ejere har ligeledes modtaget invitation til ekstraordinær generalforsamling + fuldmagt via email. Har du som ejer ikke modtaget dette, så kontakt bestyrelsen.

Der er informationsaften på mandag 17. juni kl. 19.00 hvor eventuelle spørgsmål vil blive besvaret. Kan du ikke deltage, så send dit spørgsmål til bestyrelsen på mail.

Ekstraordinær generalsforsamling er tirsdag 25. juni kl. 19.00 hvilket er en formalitet, der udelukkende handler om afstemning. Spørgsmål henvises til infoaftenen eller bestyrelsen via email.

Information om afstemning og fuldmagt, findes på altanprojektsiden.