Nyt fra bestyrelsen – oktober 2017

Udskiftning af stigstrenge

Vi udskifter lodrette vandrør fra 1. november. De berørte opgange får særskilt besked, så dette mere til generel orientering og information om, at der bliver nogle dage med lukning af vandet i hele bygningen - det varsler vi, når vi kommer tættere på:

FG27 MF / TV i perioden fra 1.-10. november (køkken og bad)
FH18 TV / TH i perioden 13.-20. november (bad)
FH22 TV / TH i perioden fra 20. -27 november (køkken)
 

Udskiftning af dørtelefoner

Vi har indhentet tilbud og været i dialog med flere leverandører om udskiftning af dørtelefonerne. Vi har nu fundet det bedste tilbud og er i gang med at planlægge datoer og opgange. Budgettet giver plads til udskiftning af 8-10 opgange i 2017 og forhåbentlig de resterende opgange i 2018.
 

Nye priser fra YouSee pr. 1 januar 2018

Vi fristes til at sige “traditionen tro” – for endnu engang stiger prisen på TV fra YouSee. De nye priser står på hjemmesiden og træder i kraft per 1. januar 2018:

Grundpakke 147,19 /md.
Mellem pakke 344,18 /md.
Fuld pakke 468,74 /md.

Vi minder om, at det ikke er krævet, at man har en tv-pakke i E/F Frankrigshuse. Ønsker du at opsige, skal du blot kontakte vores administrator.

Lokums-vejledning (for det er åbenbart nødvendigt)

Det koster foreningen (og dermed dig), hver gang vi skal tilkalde kloakservice til at suge en herlig suppe af tamponer, vatrondeller, bind, vådservietter og andet op af vores fælles kloak. Brug dit toilet til dét, det er beregnet til: at tisse og skide i 💩

Tak for G-Dag

Det var drønhyggeligt, og dejligt at møde jer til en pølse eller to. De overskydende ting fra bytte-bordet bliver videregivet til genbrug. Vi håber at se jer igen næste år.

Lukket for vandet i B1 den 19. september

HOFOR skal skifte en vandmåler i B1 (bygningen ved den lille gård), hvilket betyder, at der er lukket for vandet i nogle timer tirsdag den 19. september mellem 12.00 og 16.00

Husk at være opmærksom, når der åbnes for vandhaner og armaturer efter lukning for vandet. Fjern filtre hvis muligt.

Nyt fra bestyrelsen – september 2017

Ny vicevært

Som en del af vores løbende evaluering af leverandører, der startede med udskiftning af de faste håndværkere, har vi også valgt at skifte vicevært. Det betyder, at vi har sagt farvel til Peter fra Metniks Multiservice og 1. september budt velkommen til Øens Ejendomsservice. Vi siger tak for indsatsen til Metnik og ønsker god vind fremover.

Det er hovedsaglig Ronnie Hansen, der vil være tilknyttet vores ejendom og han kan fanges på 51484018. Tag godt imod ham. Kontaktinfo på hjemmesiden er opdateret.

Udskiftning i bestyrelsen

Morten Krat har valgt at træde ud af bestyrelsen, da han ikke længere har tid til det. Der skal lyde et kæmpe tak herfra for det arbejde som Morten udført over de sidste mange år.

I stedet for Morten er Sandra, der hidtil har været suppleant, indtrådt i bestyrelsen.

Slut med duer

Vi har gennem sommeren været plaget af duer på loftet, også selvom at der er opsat net for alle vinduer. Vi har fået lavet en større gennemgang af hele loftet og det viste sig der var knuste ruder på loftet over loftet. Disse er nu udskiftet og vi håber at det nu er slut med den slags beboere på loftet.

Husk at lukke begge døre

Vi oplever gang på gang at hoveddøren ikke lukker, da den ene halvdel aldrig lukkes korrekt i top og bund når døren har været fuldt åben. Husk det nu - åbner du begge døre, så husk at lukke døren korrekt igen. Det er slet ikke svært.

HUSK: G-Dag søndag 10. september kl. 14-16 i den store gård!

 

Nyt fra bestyrelsen – august 2017

Nye håndværkere

Efter en del år med MIH VVS og EL har vi besluttet at skifte til to nye firmaer. Vest VVS vil fremover være vores faste VVS firma i forbindelse med løbende drift af foreningen. Øens El Kontakt overtager den elektriske del. Ved større opgaver henter vi som altid kontroltilbud ved konkurrerende firmaer. Begge firmaer har tilbudt specialpris til foreningens beboere. Se mere på: frankrigshuse.dk/haandvaerkere

Nye affaldsbeholdere til bioaffald

Vi er rigtig glade for, at alle nu får mulighed for at frasortere bioaffald. De nye beholdere er allerede leveret i gården (brunt låg), og inden længe får alle udleveret en lille affaldsbeholder til køkkenet og tilhørende bioposer. Husk at sorteringen først starter når i har modtaget beholder og bioposer – og vigtigst af alt: HUSK at binde en knude på bioposen inden den smides i beholderen.

G-DAG 10. september

10. september kl. 14-16 er det atter tid for en hyggelig dag i G-ordenes tegn: genbrug, gensyn, grillpølser, grøn sodavand og grøn tuborg.

Tag et par ting med, som du ikke selv bruger mere og se, om det lige er dét en anden ejer står og mangler. De effekter, der ikke finder nye ejere, sørger vi for at sende videre til velgørende formål.

Sidste år fandt fx et pulsur, en knagerække, en tekande og en lampe nye ejere – og vi var over 30 ejere samlet til grillpølser og en snak om foreningen og lokalområdet. Vi håber selvfølgelig at se mindst lige så mange i år. Vel mødt.

Dørtelefoner

Vi får flere og flere fejlmeldinger på vores efterhånden aldrende dørtelefonsystem. Derfor har vi besluttet at det er tid til en udskiftning. Det betyder, at vi har sat reparation af det nuværende system på pause, så hvis dørtelefonen i din lejlighed ikke virker, så beder vi om lidt tålmodighed. Vi modtager dog gerne fejlmeldingerne, da dette kan hjælpe med at prioritere. Vi er i fuld gang med at indhente tilbud og udskifter alle opgange henover de næste to år.

Kvartalsprojekt

Puljen til kvartalsprojekter bugner, så hvis du har en god ide, der kan gøre livet lettere i Frankrigshuse eller ting, som du synes der trænger til vedligehold, så indsend din ide via frankrigshuse.dk/kvartalsprojekt

Nyt fra bestyrelsen – juli 2017

Opfølgning på spørgeskema

Vi har fået 96 svar på vores halvårlige spørgeskema. Det er rigtig fedt, for der er mange gode og ærlige input og meninger. Vi arbejder på at konvertere tilbagemeldinger og idéer til konkrete indsatser– her er et par ting, der går igen:

– altanprojektet kan altid følges på: frankrigshuse.dk/altanprojekt
– det er ikke tilladt at parkere cykler foran opgangene; brug gårde og kældre
– efterlysning af mere ansvarlighed omkring affald: sortering, skodder, storskrald
– husk at vi bor i en meget lydt ejendom, så vis hensyn, særligt om aftenen

G-DAG gentages 10. september

Vi gentager succesen fra sidste år med en dag i G-ordenes tegn: genbrug, gensyn, grillpølser, grøn sodavand og grøn tuborg. Sæt kryds i kalenderen 10. september til et par hyggelige timer i den store gård - mere information følger til august.

Komposteksperimentet er afsluttet

Vores samarbejde med Kompostbuddene er afsluttet. Det har været en succes og der skal lyde en stor tak til jer, der har deltaget og været engageret i at kompostere.

Til efteråret kommer der biocontainere fra Københavns Kommune i forbindelse med, at alle skal sortere bioaffald fra. Indtil da, må bioaffald puttes i restaffald.

Kroge på opgangsdørene

Der er kommet en krog på indersiden af baggårdsdørene, så det nu er muligt at åbne med én hånd. I juli måned bliver opsat kroge ved opgangsdørene, så det er muligt at lade en dør stå åben ved fx indflytning, uden at putte måtter og kiler i døren (hvilket ødelægger dørene). Brug krogene – og husk at lukke dørene igen straks efter brug.

VVS-projektet

2. kvartalsprojekt i 2017 blev “Lån en VVS’er”. Der var 12 ejere, der tilmeldte sig og fik fikset ting som dryppende vandhaner og ventiler, toiletter der løber og ellers blev der givet gode råd. Vi opfordrer naturligvis alle ejere til at være opmærksomme på vandspild, da det blot er en ekstraregning til alle ejere.

Nyt Fra Bestyrelsen via mail

Vi testede i sidste måned at omdele NFB til alle ejere. Vi er glade for at høre, at I faktisk helst vil have det i opgangene og via mail. NFB sendes altid ud via mail – får du det ikke, kan du tilmelde dig på: frankrigshuse.dk/meddelelser