Nyt fra bestyrelsen – februar 2018

Nye dørtelefoner i halvdelen af foreningen

Vi har nu gennemført første etape af udskiftning af dørtelefoner. Det nye system kører rigtigt godt de steder, hvor vi har fået adgang og elektrikeren har haft mulighed for at lave det ordentligt første gang.

Vi har dog haft UTROLIGT meget ekstraarbejde med at skaffe adgang, og det er mildest talt for dårligt. Der følger en regning for den ekstra tid elektrikeren har brugt til de pågældende ejere. Det kan ikke passe, at foreningen skal dække, at nogen ikke kan magte simple opgaver, som hører med til at være ejer i en ejerforening.

Vi håber på markant bedre opbakning og respekt i næste runde senere på året.

Information om de nye dørtelefoner kan ses her: www.frankrigshuse.dk/doertelefon

Lukket for varmt vand 5. februar

Som allerede varslet, er der lukket for varmt vand i dagtimerne den 5. februar. Dette skyldes, at beholderne til det varme vand skal renses. Arbejdet starter kl 08.00 og vi forventer at der er varmt vand igen kl. 16.00.

Skift af lås – flere nøgler

Husk, hvis du skal have skiftet lås til entredøren (døren ind til lejligheden), er det muligt at få en lås, hvor du kan bruge nøglen fra hoveddøren. Det er selvfølgelig for egen regning. Kontakt Per fra enhaandvaerker.dk for tilbud.

Vi har opdateret oplysningerne inde på vores hjemmeside under nøgler: www.frankrigshuse.dk/noegler

Husk krydset for GF2018

Årets generalforsamling er torsdag den 5. april. Officiel indkaldelse følger - tænk gerne over eventuelle forslag til dagsordenen, vi skal vende og/eller stemme om.
 

Altaner

Vi har skrevet en opdatering vedrørende altanprojektet: www.frankrigshuse.dk/altanprojekt

Lukket for varmt vand 5. februar

Vores varmtvandsbeholdere skal renses, da det giver bedre udnyttelse af resurser og energi, til glæde for størrelsen på alles varmeregning.

Det sker mandag den 5. februar og der vil derfor være lukket for det varme vand i begge bygninger fra kl 8.00 - 16.00.

Der vil være koldt vand i hele perioden.

Kontakt til og fra bestyrelsen

Vi oplever, at kontakt til bestyrelsen sker på en række forskellige måde, så vi vil her præcisere hvilke kommunikationsformer, vi anvender, og hvor du kan forvente svar:

Email

Dette er den primære kontakt til bestyrelsen. Adressen er: bestyrelsen@frankrigshuse.dk

Vi besvarer mails i løbet af 5 arbejdsdage - ofte hurtigere. Haster din henvendelse, så skriv “haster” i emnefeltet. Til info modtager bestyrelsen 20-30 emails om ugen.

Hjemmesiden

www.frankrigshuse.dk finder du langt de fleste oplysninger om foreningen. Vi anbefaler, at du starter her, når du har et spørgsmål. Mange emails besvarer vi med et link til den relevante information på hjemmesiden, så prøv lige der før du skriver.

Hjemmesiden er også den primære platform, når vi kommunikerer til alle ejere/beboere, så kig på siden et par gange om måneden - eller tilmeld dig mailinglisten, så du får en email hver gang der er nyt.

Vi er altid åbne for forslag til at tilføje flere in informationer på hjemmesiden. Det samme gælder, hvis du ser forældet information. Tip os via email.

Facebook

Foreningens facebookgruppe – facebook.com/groups/ejerforeningenfrankrigshuse – er et forum for alle foreningens ejere, hvor der kan deles erfaringer og skabes kontakt til andre beboere i foreningen.

Bestyrelsen følger ikke med i alt, hvad der bliver skrevet eller spurgt om, så det er ikke det rigtige sted at forvente svar fra bestyrelsen.

Tagging” af enkelte bestyrelsesmedlemmer er heller ikke en god måde at få bestyrelsens opmærksomhed. Vi har meget at se til - fx har de fleste af os et liv udenfor  bestyrelsesarbejdet – og vores deltagelse i gruppen er primært som ejere på lige fod med andre. Har du brug for at spørge eller fortælle bestyrelsen noget, så send en mail.

Kontakt via Facebook Messenger til enkelte bestyrelsesmedlemmer frabedes.

Telefon

Bestyrelsen kan træffes på telefon 4244 5644 i helt akutte tilfælde så som vandskade, strømafbrydelse eller lignende. SMS'er bliver ikke læst eller besvaret.

Fejlmeldinger

Er noget gået i stykker, så send bestyrelsen en email, så vi kan få det fikset og foreningens fællesområder fungerer på bedste vis.

Nyt fra bestyrelsen - januar 2018

Aflever dit juletræ

Husk at udtjente juletræer ikke skal i affaldscontainerne, stilles i kældrene eller efterlades i gårdene. Aflever dit brugte juletræ ved sandkassen i den store gård, så sørger bestyrelsen for, at de bliver sendt videre til kompostering. Har du allerede efterladt dit juletræ et andet sted, skal du flytte det hurtigst muligt til den store gård. Ellers kommer vi alle til at betale for at få det flyttet, da det tager viceværtens tid.

Generalforsamling 2018

Vi kan allerede nu afsløre at generalforsamlingen i år bliver den 5. april kl. 19.00. Vi forventer at det som de forrige år bliver afholdt på Krunch på Øresundsvej. En nærmere invitation og dagsorden vil blive fremsendt til de enkelte ejere.

Nye dørtelefoner

De første opgange får skiftet dørtelefoner fra den 8. januar. Når første runde er gennemført vil FG 19 - 31, FH 9 og FH 2 -8 have fået skiftet dørtelefonen. Vi forventer at igangsætte den sidste runde inden sommerferien. Denne runde afhænger dog af at foreningens budget bliver godkendt på den kommende generalforsamling

Bioposer og sortering af madaffald

Vi har nu haft mulighed for at frasortere madaffald i et par måneder. Vi kan se at det er de rigtige poser der kommer i beholderne og at disse fint er lukket - så rigtig godt gået. Der burde dog kunne frasorteres meget større mængder, så hvis ikke du er startet endnu, hermed en opfordring. Hvis der er noget der kunne gøre det lettere, som vi har indflydelse på, så giv os gerne et praj.

Står du og mangler bioposer? Så kan du enten bestille disse gennem Københavns Kommune eller afhente nogle ruller på værkstedet, der ligger i FH 5. Vi vil løbende sørge for at der vil være poser til rådighed.

Brugte juletræer

Udtjente juletræer, skal ikke i affaldscontainerne, kælderen eller smides i gårdene.

De kan sættes ved sandkassen i den store gård, og så sørger vi i bestyrelsen for at de bliver sendt videre til kompostering.

Dig der har smidt juletræet foran affaldscontainerne i gården eller i kælderen bedes flytte det til den store gård hurtigst muligt. Det er ikke i orden, at lade alle andre betale (via viceværtens tid) for at dit juletræ ikke er ønsket længere.

Dette gælder i øvrigt også alle andre typer af effekter, vi finder i opgange, på lofter og andre fællesarealer. Bare lige, hvis nogen skulle være i tvivl :-)

Glædelig bagjul!