Nyt fra bestyrelsen – maj 2018

TAK FOR FREMMØDET

Tak for det fine fremmøde til foreningens generalforsamling i starten af april. Ud af 234 lejligheder, var der 63 fremmødte, hvilket vidner om aktive beboere, der interesserer sig for forening og naboer. En tendens vi håber fortsætter.

Referat og det godkendte årsregnskab findes nu på hjemmesiden.

REKLAMER, NEJ TAK

Ønsker du ikke at modtage fysiske reklamer/ugeaviser, kan du afmelde dem via Postnords hjemmeside: www.postnord.dk/nej-tak-til-reklamer

HUSK NU DET AFLØB!

Som vi påpegede i sidste NFB, så er det dit (ejers) ansvar at vedligeholde/udskifte afløbet – er du lejer, så hold dialog med ejer. Vi har netop haft en stor vandskade i FH 2, fordi et afløb var tilstoppet og vandet “svømmede over” (og løb tre etager ned!).

Et afløb skal også renses – og det er på høje tid, når vandet ikke løber jævnt ud. Afløbsrens er hårdt for miljøet og sjældent effektivt. Vi anbefaler en simpel manuel rensning, hvor hår og sæberester fjernes. Det er billigere og mere effektivt – og med et sæt gummihandsker til 2 kroner, er det også til at overskue på klamhedsskalaen.

NYE DØRTELEFONER

Vi starter udskiftning af de sidste dørtelefoner tirsdag 19. juni. De berørte opgange får særskilt information per mail eller brev.

OVERGANG TIL BOLIG:NET

Vi har nu iværksat skiftet til bolig:net og forventer overgang fra Fiberby til bolig:net per 1. juli 2018. Der kommer mere information om processen, som vi vi gør alt hvad vi kan for bliver så nem som mulig. Vi sørger for opsigelse af alle abonnementer hos Fiberby.

STIGSTRENGE

Som en del af den løbende vedligeholdelse skal der i år udskiftes stigstrenge – lodrette vandrør – følgende steder: FG 27 th (køkken og bad) samt FG 19, 21, 29 og FH 20 (bad).

Der følger særskilt information til hver berørt ejer, når vi kender de eksakte datoer – indtil videre kan vi sige udskiftningen starter i sensommer/tidlige efterår.

Nyt fra bestyrelsen – april 2018

HUSK GENERALFORSAMLINGEN

Vi håber at se jer alle på torsdag (den 5. april) fra kl. 19.00 til den årlige generalforsamling på Krunch, Øresundsvej 14, 2300 København S.

ENGAGÉR DIG I VORES FORENING

Der er to ledige pladser som suppleant i ejerforeningens bestyrelse. Som suppleant deltager du som udgangspunkt ikke i bestyrelsesmøderne, men ønsker du en mere aktiv rolle, er det bestemt muligt. Udtræder et bestyrelsesmedlem, er det en suppleant, der træder til. Suppleanterne vælges på generalforsamlingen, og er det dig der stiller op, glæder vi os til at hilse dig velkommen.

NY CYKELPARKERING

Der er blevet etableret en ny cykelparkering i kælderen under Frankrigshusene 8 og 16. Kom gerne med forslag til, hvad vi ellers kan forbedre i foreningen til gavn for dig selv og de andre ejere og beboere.

FORÅR = GRØNT HAVEAFFALD

Varmere temperaturer betyder tid til at motionere de grønne fingre. Derfor er de to haveaffaldsbeholdere sat frem i den store gård. Der er ingen beholder til haveaffald i den lille gård. Beholderne kan benyttes frem til 1. november.

DØRTELEFONER – ANDEN ETAPE

Vi er klar til at starte sidste etape af udskiftningen af dørtelefoner efter de første 12 opgange fik nye dørtelefoner i februar/marts. Vi afventer formelt kun at budgettet for 2018 godkendes på generalforsamlingen, så kan vi begynde at varsle datoer for udskiftning. Vi forventer at have udskiftet alle opgange inden juli.    

GULVAFLØB – DET ER DIT ANSVAR

Vi minder endnu engang om, at utætte eller gennemtærede badeværelsesafløb er ejers ansvar at vedligeholde/udskifte.  Afløbet sidder i loftet hos din underbo og kan derfor ikke ses fra egen lejlighed. Så bank venligt på hos din underbo og bed om at få et kig til afløbet.

På den måde undgår I begge en pludselig vandskade og deraf afledte tusindvis af kroner i erstatning og reparation. Er du i tvivl om alt ser korrekt ud, så tag en VVS’er med på råd – prøv eventuelt med et billede først. Bestyrelsen kan også hjælpe.

Nyt fra bestyrelsen – marts 2018

Årets første cykeloprydning

Så er det atter blevet tid til at få ryddet op i efterladte cykler, så vi får bedre plads til alle aktive cykler i gårdene og i cykelkældrene. Viceværten vil i den kommende tid sætte rød tape på alle cykler (og barnevogne/andet med hjul).

Er cyklen i aktiv brug, så fjern tapen inden 16. april 2018. Cykler der har tape på d. 16. april, bliver fjernet og overdraget til politiet.

Guide til varsling

Vi oplever, at alt for få ejere formår at varsle både naboer/opgang og bestyrelsen i forbindelse med fester og renovering. Den vedtagne husorden specificerer det meste – vi har dog lavet en udvidet guide, for at hjælpe alle på vej.

Du finder varslingsguiden på: frankrigshuse.dk/varsling

Kvartalsprojekt - kom med din idé

Husk, at du stadig kan komme med gode ideer til, hvordan vi kan gøre vores ejerforening endnu bedre. Der er afsat kr. 10.000,- hvert kvartal til små projekter. Idéer kan sendes via formularen på frankrigshuse.dk/kvartalsprojekt eller afleveres i brevsprækken i kældervinduet ved FH5.

Vi glæder os til høre din idé.

Husk generalforsamling

Vi afholder generalforsamling torsdag den 5. april fra kl. 19.00 på Krunch, Øresundsvej 14, 2300 København S. Vi håber at se jer allesammen.

Har du forslag, der skal tages op på generalforsamlingen, kan du indsende dem indtil den 15. marts. Dagsorden og budget følger.

Nyt fra bestyrelsen – februar 2018

Nye dørtelefoner i halvdelen af foreningen

Vi har nu gennemført første etape af udskiftning af dørtelefoner. Det nye system kører rigtigt godt de steder, hvor vi har fået adgang og elektrikeren har haft mulighed for at lave det ordentligt første gang.

Vi har dog haft UTROLIGT meget ekstraarbejde med at skaffe adgang, og det er mildest talt for dårligt. Der følger en regning for den ekstra tid elektrikeren har brugt til de pågældende ejere. Det kan ikke passe, at foreningen skal dække, at nogen ikke kan magte simple opgaver, som hører med til at være ejer i en ejerforening.

Vi håber på markant bedre opbakning og respekt i næste runde senere på året.

Information om de nye dørtelefoner kan ses her: www.frankrigshuse.dk/doertelefon

Lukket for varmt vand 5. februar

Som allerede varslet, er der lukket for varmt vand i dagtimerne den 5. februar. Dette skyldes, at beholderne til det varme vand skal renses. Arbejdet starter kl 08.00 og vi forventer at der er varmt vand igen kl. 16.00.

Skift af lås – flere nøgler

Husk, hvis du skal have skiftet lås til entredøren (døren ind til lejligheden), er det muligt at få en lås, hvor du kan bruge nøglen fra hoveddøren. Det er selvfølgelig for egen regning. Kontakt Per fra enhaandvaerker.dk for tilbud.

Vi har opdateret oplysningerne inde på vores hjemmeside under nøgler: www.frankrigshuse.dk/noegler

Husk krydset for GF2018

Årets generalforsamling er torsdag den 5. april. Officiel indkaldelse følger - tænk gerne over eventuelle forslag til dagsordenen, vi skal vende og/eller stemme om.
 

Altaner

Vi har skrevet en opdatering vedrørende altanprojektet: www.frankrigshuse.dk/altanprojekt

Lukket for varmt vand 5. februar

Vores varmtvandsbeholdere skal renses, da det giver bedre udnyttelse af resurser og energi, til glæde for størrelsen på alles varmeregning.

Det sker mandag den 5. februar og der vil derfor være lukket for det varme vand i begge bygninger fra kl 8.00 - 16.00.

Der vil være koldt vand i hele perioden.